Stines smukke smykker
Smykke-Stine1.jpg
Smykkeforretningen i Søborg har 10 års jubilæum

Hun står for det hele selv. – Næsten, siger hun så med et smil. Men i store træk laver Stine Møllgaard sine smykker fra bunden. Oftest i et tæt samarbejde med kunderne.
Stine Møllgaard kan også give gamle smykker nyt liv. Hun omsmelter ofte kundernes gamle guld og giver det sit helt særlige personlige og nutidige touch.
For ti år siden åbnede Stine Møllgaard butikken på Søborg Hovedgade 91. Inden da havde hun i syv år været ansvarlig redaktør for Falck-klub-bladet, men sideløbende arbejdede hun entusiastisk med smykker, som hun solgte fra privatadressen.
Blandt de handelsdrivende i Søborg er Stine Møllgaard et kendt ansigt, og hun er en driftig formand for Søborg Butiksliv – en forening for forretningerne i den øvre del af hovedgaden.
– Jeg har selvfølgelig en del faste kunder fra nærområdet, men mange følger min side på facebook, så derfor kommer kunderne de fra hele landet.
For nylig skulle et kommende brudepar kigge på vielsesringe: – De kom fra Odense, så det blev til fire ture over Storebæltsbroen. Først skulle de vælge ringe, så skulle de prøve dem, efter de var blevet smedet, og til sidst fik de trods alt en af gæsterne til at tage ringene med til Fyn.
Ud over vielsesringe, øreringe og halskæder producerer Stine også manchetknapper og smykker til herrerne. I hverdagen varmer det hendes hjerte, når nogen stikker hoved ind i butikken for at give til kende, at smykket her fra har bragt glæde.
Hvorfor Søborg? – Fordi jeg bor i Søborg. Jeg er opvokset herude, boede en tid uden for Gladsaxe Kommune, men vendte tilbage til Søborg, da jeg havde fået tre børn.
Børnene – tvillingerne Nora og Oscar på 18 og Mads på 19 – er alle fremtrædende volleyballspillere, og de går alle på Team Danmarks fire-årige studenterlinje på Falkonergården. Nora spiller i Holte IF og drengene i Gentofte. Mads har allerede fået debut på A-landsholdet, mens tvillingerne spiller på ungdomslandsholdet. Stine Møllgaard spillede også volleyball på eliteplan, så de har ikke interessen efter fremmede.
På lørdag markerer Stine Møllgaard jubilæet med gode tilbud, lidt tapas og ”Vildt God Vin” fra kl. 10-17.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top