Tredobbelt festdag i Søborgmagle Kirke
carol-conrad010_med_hr.jpg
Carol Conrad akkompagnerer Tonny Landy på pianoet Foto: Privat
Fødselsdag, præsteindsættelse og forårs-fest på Kristi Himmelfartsdag

I Søborgmagle har Kristi Himmelfartsdag været en festdag, lige siden kirken blev indviet på denne dag tilbage i 1968. Hvert år siden har man fejret kirkens fødselsdag – på det seneste sammen med den lige så traditionsrige Forårsfest, hvor sognet gennem boder, cafe og blomstertombola samler ind til at hjælpe både i og uden for sognet. Og i år får festdagen endnu et aspekt: ved festgudstjenesten kl. 10.30 indsættes Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der til hverdag er lektor på Det Teologiske Fakultet, som ulønnet hjælpepræst i sognet.
Efter festgudstjenesten holdes en kort reception, og herefter åbner blomstertombola og boder med bøger og malerier – og der vil lidt efter være mulighed for at købe lækker frokost til rimelige priser i caféen. Overskuddet af boder og café går til Søborgmagle Kirkes menighedspleje og sognets missionsprojekt.
Efter frokost og første runde i boderne kan man høre en af landets kendeste ¬sangere, kendt fra såvel opera som Giro 413: Tonny Landy spreder med sin kendte stemme forårsstemning – akkompagneret af pianist Carol Conrad. Som altid er der gratis adgang til forårskoncerten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top