Trusler stopper folketingskandidat
Cherif.jpg
Cherif El-Ayouty vælger familien og dropper politik

Vi var sådan set på vej til at portrættere Cherif El-Ayouty i Gladsaxe Bladet. Han havde valgt at stille op i Københavns Omegns Storkreds som løsgænger til det kommende folketingsvalg. Inden vi nåede at bringe artiklen, trak Cherif sig som kandidat. Både telefonisk og skriftligt havde han modtaget trusler, og på politiske møder skulle han iføres skudsikker vest.
– Min familie føler sig ikke længere tryg, så derfor har jeg trukket mig ud. Men det er da absurd, at jeg kæmper for at forsvare de etniske danskere, og så er fra den ekstreme venstrefløj, de autonome og rabiate venstreorienterede, at jeg får truslerne, siger Cherif El-Ayouty.
Under overskriften ”Cheriffen forsvarer Danmark” ville han gøre danskerne opmærksom på, at der findes uintegrerbare mennesker i Danmark: – Jeg kom til Danmark for 47 år siden fra Egypten. Jeg har set, hvordan islamister siden har ødelagt Egypten og alle de øvrige lande i Mellemøsten. Den udvikling skal vi forhindre, og det sker ikke ved, at vi ikke tør sige, hvad der sker i vores samfund.
Inden sin tilbagetrækning talte Cherif om Danmark som verdens bedste land. Han kom hertil fra Egypten i 1968. Han talte også om Gladsaxe som den mest repræsentative by herhjemme: – Her har du gennemsnitdanskeren – de rige, de fattige, middelklassen og indvandrerne. Gentofte og Albertslund er på hver sin måde ikke repræsentative i samme grad.
Cherif El-Ayouty havde ingen forventninger om at blive valgt. Han havde et håb om at blive hørt, så han kunne påvirke danskerne, inden det er for sent. Men nu siger han ikke mere. Han giver fortabt: – Hvis vi ikke kan udtrykke os, så er vi ikke frie. Ytringsfriheden har tabt. Denne gang er det dog ikke til de hjernevaskede islamister, men til danskerne selv, slutter Cherif.
Cherif
Gladsaxe-borgeren Cherif El-Ayouty ville stille op til folketingsvalget som løsgænger.
Efter trusler fra ekstreme venstreorienterede og
autonome har han i samråd med familien
valgt at trække sig.
Foto: Jan Løfberg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top