Overskud på 221 millioner kroner
Samlet byråd har godkendt årsrapport 2014

Gladsaxes årsregnskab for 2014 viser en sund og robust kommune, der både har råd til høj velfærd, investeringer i fremtiden og skattelettelser fremgår det af en pressemeddelelse fra kommunen
2014 var desuden året, hvor Gladsaxe Kommune blev kåret til danmarksmester i vækst.
Et enigt Byråd har nu godkendt Gladsaxe Kommunes Årsrapport 2014, som er kommunens årsregnskab. Det samlede resultat for 2014 kan opgøres til et overskud på 221 millioner kroner. Overskuddet er resultatet af en stram styring og en løbende effektivisering af driften. Samtidig har kommunen fastholdt serviceniveauet og opfyldt de fleste mål i kommunestrategien.
Årets resultat er blandt andet udtryk for bevidst opsparing til udvikling af kommunen og investeringer de kommende år. Herudover har serviceudgifterne og udgifterne til kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge været lavere end forventet. Og som følge af økonomistyringen var der også plads til at sænke indkomstskatten fra 24,1 til 24 procent og dækningsafgiften på erhvervsejendomme fra 10 til 9,8 promille, så Gladsaxe Kommune havde i 2014 det 10. laveste skatteniveau i landet.

Investerer i velfærd
Gladsaxe har i 2014 sikret fortsat udvikling på kommunens velfærdsområder. Blandt andet har kommunen investeret massivt på skoleområdet med renoveringer og it. Ældreområdet har fået et løft med en række velfærdsinitiativer og mere personale på blandt andet seniorcentrene og i hjemmeplejen.
I 2014 har Gladsaxe Kommune taget fat på projekteringen af en storstilet ny- og ombygning af botilbuddene til borgere med handicap på Kellersvej. Også klima- og miljøområdet har været i fokus i 2014 med blandt andet vedtagelsen af en klimatilpasningsplan og initiativer, der skal nedbringe CO2-udledningen. Derudover har Gladsaxe igangsat en lang række aktiviteter til at skabe social balance i udsatte boligområder og gøre dem til gode steder at bo og vokse op i.

Gladsaxe dansk mester i vækst
Af årsrapporten fremgår det også, at Gladsaxe Kommune er i vækst, og at der nu bor over 67.000 borgere i kommunen. Kommunen har arbejdet målrettet på at skabe optimale rammer for erhvervslivet og i 2014 blev kommunen kåret som danmarksmester i vækst.

Resultaterne kan man læse mere om i Årsrapport 2014, som er tilgængelig på gladsaxe.dk/regnskab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top