- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Chippen sidder i startnummeret

Judoklubben er klar med 50 deltagere

IF Bytoften vil igen i år præge Gladsaxeløbet med 120 deltagere. Men andre sportsklubber tager kampen op med et glimt i øjet. Deltagerne fra Gladsaxe Judoklub udgjorde allerede i fjor et markant indslag i billedet, og i år bliver det endnu bedre.
Forleden tikkede der lige 50 tilmeldinger ind fra klubben.
-Vi laver det om til en klubdag og nogle af deltagerne laver det i samme moment om til en familievent, siger klubformand Lisbeth Nielsen.
-Mens vi i fjor var ca. 25 deltagere dobler vi op i år. Vi løber forskellige distancer og tager bag efter del i idrættens dag på stadion. Og så holder vi en intern fest for at markere, at vi i år runder de 40, siger Lisbeth Nielsen.
Tekniske landvindinger kommer også til at præge Gladsaxeløbet i år.
-Nu slipper man for at sætte en chip fast i et snørebånd i skoen for at få taget sin tid. Chippen er simpelt hen lagt ind i startnummeret og kan smides væk, når løbet er overstået, siger generalsekretær i FIG, Per Seier.
Startnummer på tilmeldte er tilgængelig på www.sportstiming.dk, hvor resultater også kan ses umiddelbart efter løbet. Undgå kø og kaos på løbsdagen. Afhent dit startnummer i Kvickly Buddinge på lørdag 6. juni mellem kl.10.00 og 14.00.