- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Lokal mægler tager løbeskoene på

Robin Rasmussen fra Bagsværd er ikke som andre mæglere

Robin Rasmussen havde ondt i benene. Han havde blot delt lidt flyers rundt i et par timer. Næste dag satte han en skridttæller på. Ni kilometer gik han i sine hverdagssko. Herefter kan det nok være, at han fandt løbeskoene frem. Robin Rasmussen har på nuværende tidspunkt uddelt 7.000 flyers, så der er efterhånden blevet løbet nogle kilometer på trapper og havegange.
Årsagen: Den 33-årige Robin Rasmussen startede den 1. maj som selvstændig ejendomsmægler. Det vil han gerne fortælle offentligheden.
”Bagsværd-knægten” har i en del år arbejdet hos traditionelle kæder, og han var da også på udkig efter at åbne en forretning hos de store i branchen: – Mulighederne for der at lave det, som jeg synes, der skal til, er ikke ret gode. Derfor valgte jeg at starte for mig selv, siger Robin Rasmussen, der holdt åbningsreception den 12. juni på adressen Bagsværd Hovedgade 182, hvorfra han driver sin virksomhed hjemlig.com.
– Internettet og de sociale medier er der, hvor man finder mig. Det er hverken unikt eller anderledes, men alligevel differentierer jeg mig fra de kendte kæder, blandt andet ved at jeg tilbyder selvsalg, hvor kunden selv fremviser sin bolig, mens jeg ordner alt andet. Mit salær og mine priser er faste, alt bliver lagt åbent frem. Jeg går efter at holde udgifterne nede. Jo billigere det er for mig, desto billigere for kunderne, siger Robin Rasmussen, der har boet hele sit liv i Bagsværd og har dyrket karate i Gladsaxe og spillet fodbold i både Bagsværd IF og AB.
– Jeg kunne have valgt at placere min forretning hvor-som-helst, men jeg valgte Bagsværd af to grunde: Huslejen er rimelig – og det kommer mine kunder til gode – og så bor jeg længere nede ad hovedgaden, så jeg har også valgt Bagsværd med hjertet.
Robin Rasmussen har også arbejdet et år som byggerådgiver. Han har derfor indledt et samarbejde med typehusfirmaet Kalmar Huse, så han også giver lukrative tilbud på at opføre et helt nyt hus på en byggegrund eller rive et rigtigt ”håndværkertilbud” ned og bygge nyt i stedet. Han ser ikke sig selv som ”lokal mægler” i bogstavelig forstand: – Jeg konkurrerer for så vidt ikke med de lokale mæglere i kommunen. Internettet har ingen begrænsning, så derfor kan jeg sælge ejendomme i hele landet.