Novo Nordisk får kommunekassen til at bugne
NOVO-11-16-15.jpg
Novo Nordisk vil formentlig bidrage til Gladsaxe Kommunes kasse med over en kvart milliard kroner for skatteåret 2014. Kommunen tager ikke forskud på glæderne og indarbejder først det store beløb i budgettet for 2017. Foto: Kaj Bonne
Gladsaxe Kommune kan forvente en kvart milliard i skatteindtægt fra virksomheden

På den seneste verdensrangliste som det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har offentliggjort står Novo Nordisk opført som nr. 414. Men når det gælder om markedsværdi og indtjening så klarer Novo Nordisk sig endnu bedre. Kun 45 firmaer i verden har en større markedsværdi end Bagsværd-virksomheden og kun 126 firmaer er bedre til at tjene penge. De to andre parametre, der indgår i Forbes’ liste er aktiver og salg, hvor Novo er placeret noget længere nede på ranglisterne.
På det lokale plan er Novo Nordisk naturligvis en storspiller ud over det sædvanlige. Og det er virksomheden også, når der skal betales skat til kommunen. Den voldsomme vækst som Novo Nordisk har oplevet de seneste år giver da også kun en retning for pilens kurs med hensyn til skattebetalingen: opad!
I øjeblikket sidder økonomisk sekretariat på Gladsaxe Rådhus og arbejder med budgettallene for 2017. Her indgår skatteindtægten for Novo Nordisk for sidste år, altså 2014. Endnu kendes indtægten ikke, men der er al mulig grund til at forvente en endnu større gevinst end for skatteåret 2013, hvor Novo Nordisk bidrog med 255,6 millioner kroner til fælleskassen.

Først på budget i 2017
Egentlig kan det undre, at skatteindtægten fra sidste år først indgår i et budget, der er under udarbejdelse. Men det er der simpelt hen en historisk tradition for i Gladsaxe Kommune, da det så giver kommunen god tid til at reagere på de eventuelle udsving. Med andre ord: Gladsaxe Kommune bruger ikke penge, som man ikke har.
I 2014 havde Gladsaxe Kommune et overskud på 221 millioner kroner, så det er uomtvisteligt, at Novo Nordisk havde en afgørende betydning for kommunens velstand. Og nu er der altså snart mere end en kvart milliard på vej til kommunekassen.
Midt i glæden over de store indtægter fra Novo Nordisks skattebetalinger, så Gladsaxe Kommune ramt af den såkaldte kommunale udligningsordning – grodt sagt så betaler de rige kommuner en del af deres overskud til de fattige. Reelt har det betydning, at Gladsaxe får lov til at beholde et beløb, der svarer til ca. halvdelen af indtægterne fra Novo Nordisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top