Den mindste Babushka i Fugl Fønix
Eventyrteatret-23-15.jpg
Julia Bircow fra Bagsværd er Eventyrteatrets yngste skuespiller på scenen i familiemusicalen Fugl Fønix, der har premiere til efteråret. Foto: Kaj Bonne
Julia Bircow har debut på scenen i Eventyrteateret

Traditionen tro har Eventyrteatret i Søborg fuld gang i den forestilling, der skal slå benene væk under publikum til efteråret i Glassalen i Tivoli.

I stykket Fugl Fønix har er den 6-årige Julia Bircow fra Bagsværd debutant og den yngste på scenen overhovedet.

“Jeg glæder mig virkelig, virkelig meget,” smiler Julia. Hun blev optaget på Eventyrteatrets dramaskole i januar og ventede spændt på svar, da hun var til audition på efterårets teaterstykke.

“Jeg blev glad, da jeg fik svar. Jeg har aldrig optrådt på en scene og glæder mig. Men jeg har optrådt med mange ting for min familie hjemme i stuen – for eksempel dans og sådan noget,” forklarer Julia Bircow, der også har sin storesøster, 13-årige Sofia Bircow, med på scenen. Hun er med i den rebelske pigegruppe Mjaw Power.

Humor og reflektion

Familiemusicalen “Fugl Fønix” er en eventyrlig rejse til det gamle Rusland, hvor publikum blandt andre kommer til at møde kosakdansere, tatarer, bondepiger og babushkaer samt en den tyrannisk storfyrste Vladimir, en oprørsk pigegruppe samt levende og udstoppede magiske væsener.

“Jeg skal være en babushka,” fortæller Julia Bircow og forklarer, at babushkaerne danser meget. De hopper og har ingen arme. Derfor skal hun optræde med sine arme inden i kostumet.

Julia Bircow spiller den mindste af i alt fem babushkaer. Babushkaerne optræder blandt andet i en sjov sang, hvor den ellers magtfulde og macho-agtige russiske fyrste, Vladimir, pludselig bliver en lille dreng igen. I et mareridt ser han nemlig sin afdøde bedstemor, Babuska, for sig, og hun synger sangen ’Gør som Babuska siger’.

Årets eventyr har ifølge teaterleder Susanne Vognstrup mere mellem linjerne:

“For børnene er det et sjovt og spændende eventyr med helte, skurke og magiske væsener. For de voksne er det nok mere underfundig satire, som måske leder tankerne hen på nutidens Rusland. I en tid, hvor det meste kultur og underholdning segmenteres til stadig mindre målgrupper, går Eventyrteatret mod strømmen og prøver at samle familien om fælles oplevelser.”

Om Fugl Fønix

Med 500 års mellemrum viser Fugl Fønix sig på himmelen. Ifølge legenden har dens tårer helbredende kræfter, og mange drømmer om at få et glimt af den magiske fugl, før den brænder op i sin rede, for på ny at genopstå af sin aske.

Den magtbegærlige Fyrst Vladimir udlover en stor belønning til den, der kan fange Fugl Fønix. Den gudesmukke fugl skal være kronjuvelen i hans imponerende samling af udstoppede fabeldyr, og alle hoffets kosakker kæmper om at få opgaven. Men Vladimir vælger Dimitri – en ung jæger og mesterskytte fra de forhadte tatarer – til at nedlægge det eftertragtede trofæ. Heldigvis findes der et lille naturfolk, Gnomerne, hvis fornemste opgave er at beskytte Fugl Fønix under dens sjældne besøg på Jorden. Da Dmitris lillesøster, Irina, knytter sig til den magiske fugl, bliver mesterskyttens opgave ikke helt så enkel, som Fyrsten forventede – og alting bliver endnu mere kompliceret, da den rebelske pigegruppe, Mjaw Power, dukker op.

Familiemusicalen “Fugl Fønix” er et sjovt, spændende og tankevækkende eventyr om venskab, fordomme og frihedstrang.

Om Eventyrteatret

Siden Susanne Vognstrup i 1991 grundlagde Eventyrteatret, har det været det eneste teater i Danmark, som hvert år har opført to nyskrevne familiemusicals på etablerede unge med særligt talent for sang, dans og skuespil. Eventyrteatret blev i 2014 blev kåret til ’Byens bedste familieoplevelse’ og ’Københavns bedste børneteater’.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top