Glem dig selv og fortæl historien
hanna-snorra-1.jpg
Hanna Snorrasdottir deltager på en fortællefestival i Ringkøbing, hvor hun fortæller eventyret om Snehvide. Foto: Privat
Søborg-konsulent har fået hjælp til at træde frem for en forsamling

Følelsen sidder i de fleste af os. Og får den lov til at overtage herredømmet for vores handlinger, kan vi ikke give slip. Med andre ord gælder det om at “glemme” følelsen. Hvilken følelse er der tale om? Det er den, der gør det vanskeligt for os at tale i større forsamlinger. Følelsen kan være så destruktiv, at du ikke tør rejse dig af bar frygt.

Sådan havde Hanna Snorradottir fra Søborg det også. Engang. Men nu har hun fået bearbejdet de negative tanker og er kommet videre, så hun i dag ikke længere er bange for at tage ordet i større forsamlinger. Åbenbaringen kom på Vestjyllands Højskole, hvortil hun nu vender tilbage til en såkaldt fortællefestival, der afholdes torsdag og fredag i denne uge.

– På festivalen fortæller jeg eventyret om Snehvide. Jeg har valgt det, fordi det var den første historie, som jeg fortalte på Vestjyllands Højskole. Da jeg startede på højskolen, var jeg “stum”. Jeg kunne ikke stille mig op og tale i en forsamling hvor der var flere end tre mennesker tilstede uden at få hjertebanken, rødme og sved på panden.

Historien er vigtig

På højskolen forsøgte Hanna uden held at snige sig udenom “fortælledelen” på Brita Haugens uddannelse. Brita sagde: – Hanna, du er ikke vigtig som fortæller. Det er historien, der er vigtig! Tænk på at den har været fortalt igennem årtusinder.

Siden har Hanna tænkt på de vise ord hver gang, hun har fortalt historier. Hun har fjernet sig og i stedet rettet fokus på historien.

I sit job som ledelsescoach har Hanna Snorrasdottir virkelig har brug for den hjælp, som hun modtog fra Britta Haugen. Hanna driver sammen med Sus Møller-Dinesen en konsulentvirksomhed i Søborg, hvor hun bruger sine evner som ledelsescoach til at teamudvikle mindre virksomheder.

Rituel dans

Brita Haugen lærte Hanna Snorrasdottir også om rituel dans. Brita Haugen så at sige genopfandt den rituelle dans, som vi kender den fra afrikanere, indianere, inuitter og alle andre folkeslag. Vi har til alle tider danset til årstidernes kommen.

Netop dansen har Hanna taget til sig. Hun har oprettet kurser, hvor historien skal danses: – Særligt grænseoverskridende var det for en gruppe på 10-12 erhvervsledere, som skulle danse deres historier. Men generelt var de meget åbne over for det alternative, selv om deres forsvarsmekanismer straks blev sat i gang.

Oprindelig er Hanna uddannet ingeniør, og det kan synes meget langt væk fra rituel dans og alternativ tænkning. På den anden side giver det hende nogle fordele, da mange af hendes kursister er ingeniører, IT-folk og revisorer.

I forbindelse med de to koncentrerede dage på fortællefestivalen i Vestjylland er der fokus på den mundtlige fortælletradition. Samtidig med festivalen udgives en antologi, hvor Hanna Snorrasdottir har bidraget med et kapitel. Bogen markerer Brita Haugens 50 års jubilæum på højskolen samt 20 års jubilæum for skolens fortælle- og danseuddannelse. Brita Haugen bliver 75 år i år og har valgt at stoppe som lærer på Vestjyllands Højskole.

“At danse livet. Om Brita Haugen og rituel dans” udgives af højskolens eget forlag. Antologien er redigeret af Ulla Skovsbøl og udgivet med støtte fra bl.a. Velux Fonden. Bogen koster 200 kr.

Hanna Snorrasdottir.
Er medejer af GetBetterConsulting. Uddannet ingeniør. Ledelsescoach. Gift og bor i Søborg.
Mor til Markus Thor på fire år og Helena Maria på tre måneder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top