Ja tak til heste i børnenes klubber
Gunnar Svendsen skriver i sidste uges avis, at Gladsaxes politikere tager børnefjendske beslutninger om at lukke klubbernes hestehold.

Gunnar Svendsen skriver i sidste uges avis, at Gladsaxes politikere tager børnefjendske beslutninger om at lukke klubbernes hestehold. Dette er dog ikke helt rigtigt, idet vi fra Venstres side har kæmpet for at beholde hesteholdene. I Gladsaxe Kommune har vi tre hestehold: ét på Bagsværd Fort, ét på Grønnegården og et i Skovbrynet. Nye regler i lovgivningen siger, at folde og stalde skal være større. Dette koster selvfølgelig noget, men det er et beløb, som kommunen har råd til. Forvaltningen indstillede, at alle tre hestehold på sigt og inden år 2020 skulle nedlægges. Dette forslag synes vi i Venstre ikke om, og derfor foreslog jeg, at der bevares ét af de tre eksisterende hestehold i en skoleklub i Gladsaxe. Dette hestehold skal ombygges således, at det overholder de nye lovkrav mht. hestehold. På den måde bevares mangfoldigheden i vores tilbud til de unge mennesker. Det var kun Venstre og Dansk Folkeparti, som stemte for at beholde et af vores hestehold. For mig er det vigtigt, at klubberne kan rumme børns forskellighed. Nogle børn har lyst til at spille, mens andre børn sætter stor pris på de dyr, klubberne har – herunder heste. Derfor synes jeg bestemt, hestene skal bevares i en af vores klubber. Pengene til at bygge større faciliteter kan tages fra den besparelse, der opnås ved at nedlægge de andre to hestehold. Så herfra skal lyde et ja tak til heste i vores klubber.

Pia Skou, Venstre

Medlem af Børne- og

Undervisningsudvalget

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top