Aske igen på podiet
Aske-Nygaard-på-podiet-igen1.jpg
Fra podiet i Roskilde: Aske Nygaard Bramming til højre blev nr. 3. Hans teamkammerat Lasse Karlshøj vandt afdelingen, nr. 2 blev Mikkel Meier Hansen. Foto: Privat.
Tredjeplads til kartingkøreren i SM-afdeling

Der resterer to afdelinger af sjællandsmesterskaber i den såkaldte DASU juniorklasse i karting. Der er tæt kamp i toppen, og 13-årige Aske Nygaard Bramming fra Mørkhøj er med i kampen om den endelige sejr.
Efter en tredjeplads i den tredjesidste afdeling i forrige weekend på Roskilde Gokart Ring er Aske på tredjepladsen i den samlede stilling. Der køres om 800 point i de sidste afdelinger, og da Aske blot er fem point fra andenpladsen og 30 point fra førstepladsen, så bliver der spænding til det sidste.
Det hører til blandt Aske Nygaard Brammings erklærede målsætninger, at han skal præstere i både dansk superkart og ved sjællandsmesterskaberne.
Aske Nygaard Bramming kører for Team NIRO Motorsport: – De hjælper mig med kart-setup, og de fortæller, hvordan man skal køre de forskellige baner. Og de hjælper mig også af med mine dårlige vaner på banen, så jeg kan levere gode resultater.
I løbet af i år har Aske en særlig oplevelse, som han anser for den bedste, selv om han ikke vandt: – Det var i superkart i Rødby, hvor jeg blev nr. 4, efter at jeg havde været med i et uheld og røg ned på sidstepladsen. Jeg kørte mig derefter op gennem feltet.
Endnu har Aske Nygaard Bramming ikke set et Formel 1-løb live, men det kan han rigtig godt tænke sig. For ambitionen er klar. Efter karting vil han gerne køre i de forskellige formelklasser på vejen mod den fornemmeste, nemlig Formel 1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top