Det gælder om at vinde i stilhed
Skak-01-33-15.jpg
Helge Neesgård-Madsen instruerer Samuel (tv.) og Zakarias i slutspillets svære kunst, mens Carina Jørgensen ser, hvordan Mathilde (med ryggen til) og Nienke klarer åbningsspillet. Foto: Kaj Bonne.
Over 30 deltagere til sommerskak på Atheneskolen

Fotografen og jeg ankommer til Atheneskolen. Vi skal snakke med børn, der er med i sommerskaklejren. Vi gik ind ad gavlindgangen, sådan som Carina Jørgensen havde sagt, at vi skulle.
Til sommerskakken er der over 30 deltagere, så det må jo være til at finde frem til. Men vi starter med at gå forkert: – Det er oppe på 2. sal, siger en kvinde på 1. sal.
Vi går yderligere en etage op. Er det her? Der er helt stille. Mussestille.
Jo, der er noget skak. For der sidder et par drenge og øver sig i ”bronzespringeren”. Det er et lille hæfte med skakopgaver. Opgaverne er ikke lette, for skak er overhovedet ikke let. Det er et svært spil, og selv om det har været spillet i 1.500 år, så er der endnu ingen, der har lært at beherske spillet til perfektion. Og det vil der heller aldrig ske. For skak er mulighedernes spil – kombinationerne er uendelige. Der er lige så mange muligheder i skak, som der er atomer i Universet. Det lyder vanvittigt, men sådan forholder det sig. Alligevel spilles skak af mange mennesker Jorden rundt – sådan ca. 650 millioner spiller skak regelmæssigt. Og de har alle fundet ud af, at skak alligevel er meget ”simpelt”: det gælder sådan set kun om, at du er bedre end din modstander.
Zakarias koncentrerer sig om sin opgave, og hans bror Samuel følger med på sidelinjen. Vi bryder forstyrrende ind: – Hvor er alle de andre? – De ser film.
Ganske rigtigt. Inde ved siden af sidder 29 børn og ser film. Ingen puffer til hinanden eller dunker sidemanden i hovedet. De ser jo film.
– Vi troede, at de skulle spille skak?
Instruktørerne Helge Neesgård-Madsen og Carina Jørgensen forklarer, at de færreste kan koncentrere sig i seks timer i træk. Derfor er der på skakskolen en række aktiviteter og pauser. Og hvis man tror, at ungerne får lov til at proppe sig med slik og sodvand, så kan man godt tro om igen. Til gengæld er der masser af frugt og juice.

Stærk pige
Den 10-årige Nienke van den Brink er med på skakskolen. Hun har allerede en række flotte placeringer ved store mesterskaber, så derfor har hun allerede været ude at spille skak i udlandet. Hun blev nr. 2 ved danmarksmesterskabet, hvor både drenge og piger spiller i samme klasse. Hun kvalificerede sig dermed til de nordiske mesterskaber på Færøerne, som den eneste pige. De 59 andre fra de bedste årgange i de nordiske lande var alle drenge… Nienkes forældre er begge hollændere og på sin efterhånden lange meritliste, kan Nienke også skrive en andenplads ved de hollandske mesterskaber. I næste måned skal Nienke til europamesterskabet i Kroatien. Der følger mange spændende oplevelser med ved at være god til det gamle spil.
Og Gladsaxe har stolte traditioner inden for skoleskakken. Ikke mindst i kraft det årelange arbejde, som Helge Neesgård Madsen har udført. Til de kommende verdens- og europamesterskaber kom fem af de danske deltagere fra skoler i Gladsaxe. Således blev Stengård Skole nr. 2 ved danmarksmesterskabet tidligere i år.
– På sommerskaklejren er alle enige om, at Nienke er den stærkeste, lyder det anerkendende fra Zakarias. Og så går han ellers i gang med at træne videre i ”bronzespringeren”, for han vil gerne være god til skak, selv om han er mindst lige så begejstret for at spille fodbold i AB.
Helge Neesgård-Madsen har på dette års sommerskak hjælp af tre kvindelige instruktører. Carina, Katinka og Linnea sørger sammen med Neesgård-Madsen at børnene får den rigtige indføring i det svære spil, som føles så let, når man har vundet.

Skak 03 33-15
Brødrene Zakarias og Samuel (i grønt) arbejder koncentreret med at løse en af opgaverne i ”bronzespringeren”.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top