Køb en bil om aftenen
Audi_aften.jpg
Så attraktivt kan der se ud om aftenen hos Audi. Foto: Privat.
Stor succes med aftenåbent hos Audi Gladsaxe

Audi Gladsaxe har så stor succes med at lade kunderne afhente deres bil eller få en snak med personalet uden for normal åbningstid, at man nu permanent vil holde aftenåbent mandag til torsdag indtil kl. 20.00.
Indbyggerne i Gladsaxe og omegn vil ikke blot handle daglige fornødenheder uden for normal åbningstid. Rigtigt mange foretrækker også at hente bilen fra service, når maden er ryddet af bordet eller kigge på en ny Audi uden at skulle stresse hjem fra arbejde. Det mærker man i høj grad hos Audi Gladsaxe, hvor man nu vil holde permanent aftenåbent.
”Der er overvældende interesse for at komme i butikken om aftenen, og vi har besluttet, at vi fremadrettet vil holde aftenåbent til kl. 20.00 mandag til torsdag. Vores kunder forventer stor fleksibilitet og tilgængelighed på alle andre områder, og det vil vi også tilbyde på vores åbningstider,” siger Steen Hansen, direktør i Audi Gladsaxe.
Steen Hansen vurderer, at de udvidede åbningstider er en naturlig forlængelse af en trend, man ser generelt i samfundet, hvor services skal være tilgængelige overalt og på alle tidspunkter.

Bilkøb skal være en oplevelse
I forretningen på Turbinevej har man arbejdet målrettet på at gøre aftenbesøget til en oplevelse, der rækker ud over god service og rådgivning. Når man har lagt dagens stress og jag bag sig, kan man fx slappe af i Audis kaffebar, tjekke det nyeste Audi-merchandise eller sågar få pudset sine sko.
”Stadig flere kunder kommer også for at få et break i hverdagen og fx klare de sidste arbejdsmails i vores meget rolige omgivelser. Den mulighed vil vi rigtigt gerne stille til rådighed, og for os har det høj prioritet, at man som Audi-ejer får nogle oplevelser og muligheder, der rækker ud over selve bil-ejerskabet,” siger Steen Hansen.
Det store boom i aftenkunder er samtidig en fordel for personalet, da man nu kan sprede afleveringsforretningerne mere ud over dagen og dermed minimere spidsbelastninger. Det bidrager samtidig til den meget afslappede stemning, som kunderne efterspørger, og ordningen er således en succes for alle parter og gøres fra nu af permanent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top