Nedslidte vandtårne skal rives ned
Vandtårne2.jpg
Vandtårnene på Vandtårnsvej er jævnet med jorden inden årets udgang. Foto: Flemming Bruun, Lokalhistorisk Arkiv Gladsaxe.
De fire vandtårne på Vandtårnsvej skal styrtes til jorden, inden de gør det af sig selv

På Vandtårnsvej ligger fire vandtårne, der indtil 2004 leverede vand til en stor del af borgerne i Gladsaxe. Vandtårnenes stand er så dårlig, er der risiko for at dele af vandtårnene styrter ned. Derfor skal vandtårnene nu rives ned.
Siden 2004 er drikkevandet til borgerne i Gladsaxe blevet leveret fra en moderne pumpestation, der ligger under Tinghøj Vandtårne. Indtil da var det trykket i vandtårnene, der ledte vandet ud til forbrugerne.
– Kravene til drikkevandssikkerhed bliver hele tiden skærpet, og i 2004 kunne vandtårnene trods løbende renovering ikke længere leve op til de høje krav. Derfor blev vandtårnenes funktion erstattet af en pumpestation, fortæller Bo Lindhardt, der er chef for Vand hos Gladsaxe og Gentoftes vandselskab Nordvand. – Nu er vandtårnenes stand så dårlig, at der er risiko for at dele af betonen kan falde ned, og derfor river vi vandtårnene ned, forklarer han.
Vandtårnene ligger på Gladsaxes højeste punkt – 50 meter over havets overflade. Selve tårnene er 20 meter, så drikkevandet er blevet fordelt ud i Gladsaxe fra 70 meters højde. Det første af de fire vandtårne blev bygget i 1951, mens det sidste stod færdigt i 1965.

Nødt til at klippe vandtårnene ned
Under det ene vandtårn ligger den pumpestation, der i dag sender vandet ud til borgerne i Gladsaxe. Pumpestationen skal bevares selvom vandtårnene rives ned. Desuden ligger den 220 meter høje Gladsaxesender, der leverer tv- og radiosignal til en stor del af Sjælland, meget tæt på vandtårnene. Masten er fastgjort med nogle kraftige metalwirer, hvor en af dem går meget tæt på vandtårnene. – Vi er nødt til at være meget forsigtige, når vi river vandtårnene ned. Derfor bruger vi en stor hydraulisk saks til at klippe tårnene ned stykke for stykke – i stedet for den voldsommere, men hurtigere metode med at sprænge tårnene i stykker, fortæller Bo Lindhardt.
Inden vandtårnene rives ned, fjernes de skadelige stoffer, der fx kan være i malingen i tårnene. Når betonen er klippet ned, bliver den knust og kan genbruges i fx vejbelægninger i stedet for stabilgrus.

Tårnene er væk i november
Mens tårnene rives ned, vil det give støj og støv, der kan genere i nærområdet. Her i juli gør håndværkerne klar til nedrivningen, og så fortsætter arbejdet efter planen frem til november 2015. Selve nedrivningen sker fra midten af august indtil oktober.
Når vandtårnene er væk, skal grunden fortsat bruges til opbevaring af materialer for Nordvand og deres entreprenører.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top