Psykiatriens maveplasker
For fire år siden tændtes et håb: Carlshuse.

Som bruger af værestedet ”Kildehuset” var jeg nervøs, men spændt. Det havde været afgørende for mit recovery-forløb med angst med mere: stabilitet, indhold i hverdagen og kontakt til ligesindede. Det nye Carlshuse skulle rumme det hele; en cafe, hvor borgere kunne komme uden henvisning, nye tilbud, projekter og jobs.
Åbningsdagen skortede ikke på taler. Socialministeren og borgmesteren var der. Det sociale udkantsdanmark var blevet hørt. Vi skulle have et liv værd at leve. Indhold i hverdagen, sociale relationer og jobs til os med få ressourcer.
Lykken blev kort. For ét år siden blev de unge flyttet og med dem otte medarbejdere. Før det havde man skåret i bemandingen, medarbejdere blev langtidssyge, pårørende klagede over kriser og selvmordsforsøg blandt borgere. Carlshuses café ligger nu ofte øde hen, aktiviteter er på et minimum, og borgere dukker op og går igen. Carlshuse er ikke længere et alternativ til ensomheden.
Den 1. september mister vi igen to medarbejdere. Smertegrænsen er for længst overskredet. Borgere har ikke noget sted at søge hen, når ensomheden snærer. Carlshuse gav os før den tryghed, der hjælp os igennem kriser og ensomhed. Vi forbløder, og for os uden sociale alternativer og netværk venter kun indlæggelser og behandling.
Håbet blev en maveplasker, udsigten til et værdigt liv druknede. I fik lov til at holde jeres taler om håb. I overbeviste os om, at I så os og hørte os. I fik jeres dag på talerstolen og jeres klapsalver – Hvad fik vi? Ingenting!

Leah Riis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top