Forfulgt – men ikke glemt
Kim-deler-ud.jpg
Kim Hartzner deler hjælpepakker ud i Nordirak og fortæller 27. september om sine oplevelser. Foto: Privat.
Læge Kim Hartzner fra Mission Øst fortæller om kristne på flugt fra Islamisk Stat i Nordirak

– Vi gør alt, hvad vi kan for disse stakkels mennesker, der er flygtet over stok og sten, efter at de har set deres kære blive skudt, voldtaget eller bortført!
Det siger Kim Hartzner, læge og generalsekretær for hjælpeorganisationen Mission Øst, der gennem et år har uddelt vintertøj, termotæpper, madrasser og kogegrej til kristne og yezidier på flugt fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.
Søndag 27. september kl. 14.00 holder Kim Hartzner foredrag over temaet ”Forfulgt – men ikke glemt”. Foredraget finder sted i i Gladsaxe kirkes sognegård, Provst Bentzons Vej 1, 2860 Søborg.
Kim Hartzner er en engageret foredragsholder, tydeligt bevæget af sit direkte møde med ofrene for Islamisk Stats forbrydelser. Omkring en halv million fordrevne kristne og yezidier har søgt tilflugt i Nordiraks Dohuk-provins i de kurdiske bjerge, hvor Mission Øst arbejder. FN vurderer, at der er én million fordrevne i de kurdiske bjerge og to millioner fordrevne i hele Irak.
De bærer alle rundt på ufattelige traumer:
– En mor blev vidne til, at hendes datter blev bortført af IS. Otte mænd i hendes familie blev skudt og dræbt. En dreng ledte efter sin far og sine brødre i bunker af lig. Deres gru, deres skæbne, deres nød og deres tårer kan slet ikke beskrives, fortæller Kim Hartzner.
Ud over helt basal nødhjælp opretter Mission Øst tre centre med psykosocial støtte til ofrene i Nordirak. Her kan kvinder trygt fortælle om overgrebene og få hjælp til at genoptage en almindelig hverdag, og børn kan lege og lære i særlige ”børnevenlige områder”.
Kim Hartzners foredrag er ledsaget af billeder og videoklip og giver et unikt indblik i de forfulgte kristnes lidelser kun få flytimer borte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top