- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxespejdere med i Danmarks største natløb

40-50 kilometer til fods gennem natten med banditter i hælene

”Kom og hjælp medicinalfirmaet BioZolar Health med at fremstille en vaccine, der kan redde verden”. Sådan lød oplægget, da mere end 600 forventningsfulde spejdere forrige weekend stillede til start på spejderløbet Nathejk.
Omgivet af brændende bygninger, rygende bilvrag og bidske hunde ved starten på Nordsjællands Brandskole lige uden for Ålsgårde i Nordsjælland afslørede de 153 patruljer dog hurtigt, at det skruppelløse medicinalfirma havde tænkt sig at bruge dem som forsøgskaniner i livsfarlige eksperimenter. Derfor flygtede de spændte spejdere ud i den kolde og stjerneklare septembernat med medicinalfirmaets vagter lige i hælene.
Det blev til en flugt på et halvt hundrede kilometer, der foregik ad små markveje, stier, gennem skove og over åer og stubmarker. De over 600 spejdere på 12-16 år sneg sig gennem natten på flugt fra de mere end hundrede ”banditter”, som prøvede at fange dem og finde de ting, de havde gemt i deres rygsække. Løbet er nemlig en slags avanceret fangeleg, hvor de yngste spejdere smugler hemmelige ting i deres oppakning og sniger sig afsted i små patruljer for at undgå at blive opdaget og få deres oppakning gennemrodet. Banditterne blev spillet af lidt ældre spejdere på cykler og i biler og lidt over 30 timer og mange vabler senere, kom de udmattede spejdere i mål på en skole i Hillerød.
Spejderne kom fra hele landet, og blandt de deltagende hold var også en patrulje med deltagere fra Gladsaxe.
– Det var supersjovt at være med og at prøve at undgå at blive fanget – men det er nok også et af de allerhårdeste løb, jeg har prøvet som spejder, siger Asger fra 2. Lyngby spejderne i Gladsaxe.
Patruljen kom i mål klokken 00:27 natten til søndag, og havde ikke sovet i mere end halvanden time i løbet af turen.
– På Nathejk skal man selv sørge for mad og drikke undervejs og også selv finde steder i fx skovene undervejs, hvor man kan sove. Samtidig er man hele tiden nervøs for at blive fanget, så det er ikke meget søvn, man når at få, siger Asger.
Selv om løbets banditter ydede en stor indsats for at fange alle patruljer, lykkedes det faktisk for to patruljer at snige sig hele vejen gennem løbet uden at blive fanget én eneste gang – og det er en stor bedrift i Nathejk-sammenhæng. 537 af de startende 622 spejdere kom hele vejen til mål på egen hånd, mens resten måtte udgå undervejs på grund af skader og udmattelse og blev fragtet til løbets hovedkvarter i Hillerød i løbet af weekenden. Alle de spejdere, der klarede sig gennem strabadserne inden klokken 04.00 søndag nat, blev belønnet med det eftertragtede Nathejk-mærke til uniformen. Den samlede distance nåede for de fleste deltagere op på imponerende 40-50 kilometer, og det var en flok særdeles udmattede spejdere, der deltog i løbets afslutning søndag morgen, fortæller Rasmus Udsholt, der er én af arrangørerne bag løbet:
”Mange gik rundt på helt bare fødder i skolegården, fordi de simpelthen ikke kunne klare at have vandrestøvler på mere, og sjældent har jeg set nogle så både superstolte og udmattede spejdere på samme tid. De fleste af dem, der blev hentet af deres forældre, faldt i søvn, så snart de satte sig ind på bagsædet i bilen”, fortæller han.