- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gråt i gråt hos de grønne

AB Gladsaxe tabte til HIK

Nick Christensen – søn af ABs gamle topscorer og træner Flemming Christensen og engang ABer – har næsten samme evner som sin far til at score mål. Så han er god at have på holdet.
Lige netop sådan en type har AB Gladsaxe hårdt brug for i øjeblikket. Men nu spiller Nick Christensen for HIK, og det var ham, der afgjorde naboopgøret søndag middag på Gladsaxe Stadion. HIK vandt med 1-0 i en række, hvor man dog lynhurtigt kan komme tilbage blandt de bedste med en sejr.
I det offensive havde AB Gladsaxe næsten intet at byde på bortset fra et forsøg fra Tobias Thomsen på overliggeren, så den gamle AB-keeper Esben Madsen havde ikke meget at lave i HIKs mål.
Defensivt går det udmærket for AB, der kun har lukket fire mål ind i seks kampe.
AB Gladsaxe har i sine to næste kampe B 1908 som modstander. Først i Sundby Idrætspark og så hjemme. B 1908 har haft en hel skæv sæson, så her er der basis for at hente seks point. Og måske lave en bunke mål. B 1908 har i hvert fald rækkens dårligste forsvar.