Kejseren af Kina kommer til Søborg
Lingxiao fejrer, at hun har haft ”Kina i Søborg” i 10 år

”Kina i Søborg” holder åbent hus og fest lørdag den 3. oktober i anledning af, at det er ti år siden Lingxiao åbnede butikken på Søborg Hovedgade.
Fra kl. 10-17 kan nye og gamle kunder besøge butikken , hvor der smagsprøver, drikkevarer og et tikronersmarked. I ugen op til jubilæumslørdagen holdes lotteri med præmier og der er også en stribe gode tilbud.
– Der skal festes, og der bliver nok at se på. De kommer seks løvedansere og to løver. Kejseren af Kina kommer og deler gaver ud til børnene, og der er te, kakao og kaffe, og der serveres sushi- og wok-smagsprøver. Jeg håber, at folk tager venner og familie med, så vi kan få en god dag, siger indehaveren.
– Jeg var i både restaurationsbranchen og i en kantine, mens jeg også havde to små drenge, og det hang ikke sammen. I stedet for at servere færdigretter i en restaurant eller kantine, fik jeg ideen til at åbne en butik, hvor kunderne kunne købe kinesiske madvarer og selv tilberede dem derhjemme. Hvis folk ikke ved, hvad de skal have at spise, så kan jeg sagtens hjælpe dem med at finde noget godt, hurtigt og nemt, siger Lingxiao, der kom til Danmark i 1992.
– Jeg sælger varer fra Østasien – både fødevarer og festligt pynt til en hyggelig Kina-aften, råvarer til hjemmelavet sushi, thailandske ingredienser og fødevarer fra Vietnam, Indien og Indonesien. Aftenmåltidet kan tilberedes af både friske og frosne fødevarer. Derudover har vi øl, te og snacks fra Asien. Gavekurve i forskellige kategorier tilbydes, så du kan dele din asiatiske oplevelse med venner, kolleger og familie. For fire år siden begyndte jeg også at sælge julevarer i november og december, og det er meget populært, fortæller Lingxiao.
Selvfølgelig er de fleste varer på hylderne stadig kinesiske, men indehaveren sælger også thailandsk ingefærøl eller japansk risøl. – Det seneste, jeg har fået ind er Buddha Lucky Beer, der kommer fra provinsen Zhejiang, hvor jeg selv stammer fra. Zhejiang ligger syd for Shanghai.
Lingxiao importerer stadig varer fra sit hjemland. Det er varer, som ikke har en holdbarhedsdato. Lamper, skåle og andet udstyr til hjemmet kan også købes i butikken.
Kina i Søborg 39-15
Lingxiao ser frem til jubilæumsdagen den 3. oktober: – Alle både nye og gamle kunder er velkomne, og de må meget gerne tage venner og familie med, så vi kan få en god dag, siger indehaveren af ”Kina i Søborg”.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top