Kendt ansigt i butikken
Søborg-borgeren Henrik Holdrup er IRMAs nye butikschef i Søborg

De der IRMA-folk har det med at holde fast. Det er Henrik Holdrup, supermarkedskædens nye butikschef i Søborg, et levende bevis på. For 35 år siden startede han som flaskedreng og elev i kædens butik på Vangede Bygade.
– Nu er der ikke længere en IRMA i Vangede, ja ikke engang i Gentofte. Men jeg ser mange af de gamle kunder fra Vangede her i Søborg, og mine forældre, der også stadig bor i Vangede, kommer naturligvis også og handler hos os på Søborg Hovedgade, siger den 51-årige Henrik Holdrup.
Siden tiden med at ordne flasker så er det gået slag i slag for Henrik Holdrup. Han avancerede til salgsassistent, souschefaspirant, souschef og butikschef.
– Jeg har været butikschef i 21 år og været vidt omkring, fortæller Henrik Holdrup. Han har ledet IRMAs butikker i Nivå, City 2, Hillerød i to omgange, Farum og Lyngby i to omgange. Henrik Holdrup kommer fra IRMAs butik på Lyngby Hovedgade, men da Søborgs butikschef Jørn Larsen på sin 40-års jubilæumsdag driblede videre til IRMA på Østerport, så var vejen til drømmebutikken i Søborg åben:
– Jeg bor selv i Søborg og handlede her derfor jævnligt og tog en snak med Jørn Larsen, som jeg spillede sammen med på vores firmahold i fodbold, siger Henrik Holdrup, der tiltrådte sit nye job 1. juli.

Da talen faldt på fodbold, så gik der ikke mange sekunder, før Vangede-drengen Henrik fortalte om GVI, hvor han har været medlem i 45 år. Henrik Holdrup nåede at spille 271 kampe på 1. holdet, og han kommer fortsat i klubben, hvor han kendes under kælenavnet ”Tarzan”: – Det må folk meget gerne kalde mig, for det har jeg heddet i GVI, siden jeg var otte år. Jeg er ikke og har aldrig været ret stor, men jeg tacklede en stor Lyngby-spiller, så han fløj ud over sidelinjen. En af forældrene råbte: Godt, Tarzan!
I dag kan Henrik Holdrup på grund af sine ankler og skrøbelige ryg ikke længere spille fodbold. Til gengæld spiller han golf i Hedeland, hvor han er registreret med et handicap på 13,5.

Frugt og økologi
IRMA har i en årrække brandet sig som et supermarked, hvor der er økologiske varer på hylderne. Og det koncept fortsætter ufortrødent i butikken i Søborg: – Og gerne med en endnu større eksponering. Jeg vil meget gerne slå et slag for økologi og frugt. Det langsigtede mål for IRMAs salg af økologiske varer er på 50 procent, og i Søborg ligger vi rigtig godt til med 28 procent, siger Henrik Holdrup. Når butikschefen ikke svinger sig i butikkens lianer, så dyrker han på 29. år familielivet sammen med Pia: – Vi lærte hinanden at kende IRMA-butikken, dengang den lå ovre på den anden side af Søborg Hovedgade. Sammen har vi tre drenge, en på 20 år og et par fodboldspillende tvillingedrenge fra Gladsaxe-Hero på 15 år, siger Henrik Holdrup, der med glæde ser frem til at have ansvaret for udviklingen af drømmebutikken.

IRMA Butikschef 39-15
IRMAs nye butikschef Henrik Holdrup slår meget gerne et slag for frugt, grønt og økologi. I fritiden har han sine slag på golfbanen.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top