Slem nedtur for AB
Bundholdet fra B 1908 vandt med 4-1

Det var lidt som den med ”Operationen lykkedes – patienten døde”, da AB besøgte B 1908 i Sundby. For AB spillede i perioder aldeles nydeligt og havde store chancer. Men da det hele var færdigt, havde B 1908 vundet med 4-1. Alle B 1908s mål blev scoret af den tidligere ABer Casper Offenberg.
Andreas Moos skaffede AB i front efter 10 minutters spil, og siden blev det til adskillige gode afslutninger inden Casper Offenberg tre minutter før pausefløjtet fik sendt bolden i mål med en stor del af ABerne som tilskuere.
I 2. halvleg fortsatte AB med det pæne spil og afslutninger af god kvalitet. Men så kom der en række graverende fejl i forsvaret. Nicolai Høgh kiksede fatalt, så Casper Offenberg kunne gøre det til 2-1, og forsvaret så ikke for godt ud, da det blev 3-1.
For lige at slutte elendigheden af kiksede målmand Jannich Storch da han ville sparke væk, og så fik Casper Offenberg et tomt mål serveret til 4-1.
I den meget lige række skal der kun en sejr til for at komme op i toppen igen, og den kan AB så sikre sig på søndag, når de to klubber mødes på Gladsaxe Stadion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top