To Gladsaxe-studerende gør en unik forskel
Producerer og sælger armbånd til fordel for cancerramte børn

Når vi får livet tæt på kroppen eller helt ind under huden, så sker der noget med os mennesker: så vil vi gøre noget. Vi vil hjælpe eller bidrage i den udstrækning, som vi kan.
For de to marketingstuderende, den 24-årige Sandra Beenfeldt og den 23-årige Sofie Reland, satte to historier om kræftramte børn noget i gang hos dem. Sofies blot 13-årige fætter William døde i november: – Han var den stærkeste lille fighter, som havde haft kræft siden han var seks år. Vi vidste, hvor glad han var for Foreningen Cancerramte Børn, så vi var ikke i tvivl om, at vi i Williams ånd ville samle ind til cancerramte børn.
Inspireret af deres svenske veninde Malin, som havde en lignende tragisk historie som udgangspunkt, begyndte de to veninder at producere armbånd: – Malin havde solgt armbånd for 200.000 kroner, så vi mente, at det også måtte være muligt at gøre noget lignende herhjemme, siger de to studerende fra CPH Business Academy, hvor du læser marketing og markedsføring på engelsk.

Overvældende modtagelse
Sandra og Sofie er blevet helt overvældet af den modtagelse, som deres armbånds-idé har fået. På nuværende tidspunkt har indsamlet 30.000 kroner til Foreningen Cancerramte Børn. Efterspørgslen på armbåndene har været så voldsom, at Sofie og Sandra har måttet få hjælp af to piger – Simone fra Haslev på Sjælland og Nikoline fra Aalborg i Nordjylland. De fire har produceret armbånd i hele sommerferien for at kunne klare leveringerne, så alle har kunnet købe armbånd.
Sandra og Sofie har kendt siden skoletiden i Høje Gladsaxe. De deler lejlighed i Buddinge, og de studerer sammen i Lyngby: – Ja, vi er rigtig meget sammen. Vi er egentlig kun hver for sig, når vi lukker vores dør for at sove, siger de.

Værksted i lejligheden
Deres lejlighed på Buddingevej fungerer som produktionsværksted. Der er perler, æsker, snore og armbånd alle vegne. Armbåndene sælges for 100 kroner, og butikker som Chili Kids i Glostrup Shoppingcenter og Mette B i Valby sælger armbåndene.
– Det er vigtigt for os, at Foreningen Cancerramte Børn er en nonprofit organisation. Formanden Jan Johnsen er en fantastisk drivkraft. Og han var da også med det samme med på, at vi kunne sælge vores armbånd til fordel for foreningen, siger Sofie og Sandra.
Indtil videre fortsætter de to unge kvinder fra Buddinge med at producere og sælge deres armbånd: – Så længe vi synes, det er sjov og kan overskue efterspørgslen – og så længe det ikke går ud over vores studier. Vores armbåndsprojekt kan vi også bruge i studieøjemed.
Pigerne har lavet en hjemmeside www.cancerbarnbaandet.dk, og man kan også gå ind på #cancerbarnbaandet, hvor mange af de mennesker, som har købt armbånd deler billeder: – Folk har hver deres historie. Og mange vil meget gerne dele deres oplevelser inde på hjemmesiden og instagram. Det er meget rørende, siger de Sandra og Sofie.
Armbånd 02 37-15
Sofie Reland (tv.) og
Sandra Beenfeldt producerer og sælger armbånd til fordel for cancerramte børn.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top