AB vandt intenst lokalopgør
Gladsaxe HGs håndbolddamer blev besejret 22-21 i 2. division

Gladsaxe HG-AB 11 41-15
ABs bagspiller Freja Holm affyrer kanonen, mens Christina Dannemand og Louise Herlevsen laver en sandwich på Losata Frederiksen. Foto: Kaj Bonne.

Tæt. Hektisk. Tempo. Medrivende. Manglende overblik. Det er den korte version af lørdagens kamp om kommuneopgøret i 2. division mellem håndbolddamerne fra Gladsaxe HG og AB. AB vandt knebent med 22-21 og har indledt sæsonen med to sejre, mens Gladsaxe HG har tabt de to første kampe.
AB kom bedst fra start i Gladsaxe Sportshal. Førte 7-4 efter 12 minutter, men HGerne kom tilbage og kunne være mest tilfredse med 11-11 ved pausen. 2. halvleg var utrolig jævnbyrdig, men AB var hele tiden et mulehår foran, indtil HG fem minutter før tid kom foran med 21-20. Men så slog ABs bagspiller Katrine Balkan-Petersen til med to scoringer. Et minut før tid måtte Katrine Balkan udgå efter et hændeligt uheld med Christina Dannemand.
Hun skreg af smerte – og frygtede en korsbåndsskade, men det var heldigvis kun en forstrækning. Balkan sidder dog over i aftenens kamp mod Nyborg.
ABs cheftræner Thomas Gundersen var ikke helt tilfreds bagefter: – Vi holdt ikke vores aftaler. Vi kunne ikke heller ikke finde ud af, hvad vi skulle gøre, når Freja Holm blev mandsopdækket. Forsvarsspillet kan også forbedres. Vi skal dog ikke klage, for vi er kommet godt fra start, men vores niveau er endnu højere.
På tilskuerpladserne sad Gladsaxe HGs tidligere træner Morten Petersson og videofilmede holdene, fordi han træner Team Amager, der ligger i samme 2. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top