- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Det blev en ommer

Kampen mellem Birkerød og VB 1968 skal spilles en gang til

DBU Sjællands Disciplinærinstans har nu behandlet sagen om racistisk betonede tilråb og tilskueruroligheder i en Sjællandsseriekamp mellem IF ”Skjold” Birkerød Fodbold og VB 1968. Og der er dekreteret en ny kamp 31. oktober.

Sagen kort

26. september blev Sjællandsseriekampen mellem IF ”Skjold” Birkerød Fodbold og VB 1968 afbrudt af kampens dommer ved pausestillingen 1 – 0 til Birkerød på grund af tilskueruroligheder.
Op til afbrydelsen af kampen er en spiller fra VB 1968 blevet mødt med racistisk betonede tilråb fra mindst en tilskuer. Dette får den pågældende spiller til at overfuse kampens dommer, som vælger at udvise spilleren for fornærmende, hånende eller upassende sprogbrug.
Udvisningen udløser en reaktion fra spillere og tilskuere fra VB1968, der løber ind på banen mod dommertrioen og desuden jagter en tilskuer fra Birkerød. På den baggrund vælger dommeren at afbryde kampen, da han vurderer, at han ikke længere kan garantere for sikkerheden i kampafviklingen.

Afgørelsen
Afgørelsen i DBU Sjællands Disciplinærinstans kan opsummeres på følgende måde:
• Kampen skal spilles på ny lørdag den 31. oktober 2015 kl. 13.00.
• IF ”Skjold” Birkerød Fodbold idømmes en bøde på 2.000 kroner for ikke at leve op til forpligtigelserne som arrangør af kampen jf. § 28.1 i DBU Sjællands turneringsreglement, idet klubben ikke har gjort nok for at standse tilråb af racistisk karakter fra egne tilskuere.
• VB 1968 idømmes en bøde på kr. 2.000,- for ikke at leve op til forpligtelserne i § 28.1, idet tilskuere fra klubben har været inde på banen og i konfrontation med IF Skjold Birkerød tilskuere
• Den udviste spiller fra VB 1968 idømmes 3 spilledages karantæne for at overfuse dommeren.
• ” Vi tager selvfølgelig afstand fra at nogle af vores tilskuere løb ind på banen og vores spillere kom med racistiske udtalelser til dommertrioen. Vi vil tage en snak med de pågældende så dette forhåbentlig ikke gentager sig fremover. Vi syntes at DBU Sjælland har fundet en fornuftig afgørelse der er afbalanceret i forhold til hele hændelsesforløbet. Vi vil derfor ikke anke afgørelsen,” siger VB 1968s formand Jørgen Franck.