Filmpremiere på Frivilligfredag
Frivillig.jpg
De frivillige så blandt andet en film om ungementoren Annatina. Foto: Privat.
200 frivillige Gladsaxe-borgere indtog Bibliografen, hvor de modtog en tak for deres indsats

Frivilligfredag er dagen, hvor de mange frivillige i fodboldklubber, flygtningenetværk og andre frivillige foreninger rundt omkring i landet anerkendes og takkes for deres indsats, og hvor alle andre opfordres til at være frivillige for en dag.
Gladsaxe Kommune valgte forrige fredag at invitere de frivillige til premiere på filmene om Mette, der har startet en madcafé for travle forældre, ungementoren Annatina, og Ingrid, der lærer etniske kvinder at cykle. De så også den franske film Samba, der handler om en nervøs og lidt klodset frivillig rådhjælper i et immigrantcenter i Paris.
Der blev klappet ivrigt af de tre frivilligfilm, mens der blev drukket kaffe og sodavand, samt spist store mængder popcorn, kage, og slikposer med vampyrer, poletter og hitmix, som hører til enhver god tur i biffen.

Mange gør en forskel
Formanden for Seniorudvalget i Gladsaxe, Trine Græse, holdt en takketale til de frivillige, hvor hun pointerede, at der er mange måder at være frivillig på, og at mange på denne måde vælger at være med til at gøre en forskel i deres lokalsamfund: – Det er dejligt at være medlem af byrådet i en kommune med så mange aktive borgere, der hjælper og rækker en hånd ud mod andre. I er med til at gøre Gladsaxe til en aktiv by med mange muligheder og tilbud for alle, og for en gang skyld er det jer der skal nyde uden at yde.
Se filmene på www.gladsaxe.dk/vilduvaeremed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top