De nøjes med 2. halvleg
Værebro-Boldklub-10-34-15.jpg
Ibrahim El-Faour fra VB 1968s 1. hold får sin bror Mohamad som træner. Foto: Kaj Bonne.
Sjællandsseriekampen mellem Birkerød og VB 1968 spilles videre fra 2. halvlegs start

For to måneder siden afbrød dommer Thomas Jacobsen fodboldkampen mellem Skjold Birkerød og VB 1968 ved stillingen 1-0 til hjemmeholdet Birkerød. Racistiske tilråb fra tilskuerpladserne møntet på VB1968s ghaneser Poku Kwadwo, fik denne til i pausen at ytre sin utilfredshed over for dommeren, der derefter gav ham det røde kort. Umiddelbart efter opstod der uro på tilskuerpladserne. Dommeren valgte at afbryde kampen.
Herefter besluttede DBU Sjællands disciplinærudvalg, at kampen skulle spilles om. Den beslutning ankede Skjold Birkerød. Ifølge Frederiksborg Amts Avis skal kampen nu genoptages fra 2. halvlegs begyndelse, hvor stillingen er 1-0 til Birkerød, og hvor VB 1968 har en spiller udvist. Endnu er det ikke besluttet, hvornår kampen skal spilles i løbet af foråret, men når det sker, vil VB 1968 have ansat Mohamad El-Faour som cheftræner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top