- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Du danske mand – tal med din læge

Kræftsymptomer skal tages alvorligt

Kræft er den største dødsårsag hos danske mænd. Hver dag rammes 48 mænd og 22 dør. Det skal vi gøre noget ved, siger formand i Kræftens Bekæmpelse Gladsaxe Lokalforening Peter Skou. Det betyder at danske mænd har en gennemsnitlig levealder, der er mere end fire år kortere end kvinders. Det skyldes bl.a. at mænd bruger de praktiserende lægers tilbud mindre, og at mænd er langt mindre tilbøjelige til at reagere på sygdomssymptomer end kvinder. Jo tidligere kræft opdages, jo bedre – det øger chancen for at blive rask. Næsten alle tegn på kræft kan ligeså godt være tegn på noget andet. Men det er vigtigt at snakke med din læge. Vi skal derfor, mænd som kvinder blive endnu bedre til at reagere på symptomer og gå til læge, når man har symptomer, der kan tyde på kræft.

Symptomerne kan fx være hoste, ændret afføringsmønster eller synkebesvær. Længerevarende hoste kan være tegn på kræft. Men hosten kan selvfølgelig også skyldes bronkitis eller rygerlunger. Hoste er en almindelig reaktion for kroppen. Vi hoster for at rense lunger og luftveje. Det er vigtigt at være opmærksom på hoste, der ændrer sig eller bliver ved uden grund.

Hold også øje med ændret afføringsmønster. Langvarig forstoppelse eller diarré kan være tegn på tarmkræft. Mange har prøvet at have diarré og forstoppelse, der relativt hurtigt går over. Men uforklarlige forandringer i afføringsmønstret, der fortsætter i mere end to uger, bør man tage alvorligt og gå til lægen med. Læs gerne mere på www.cancer.dk/de7tegn

Vi sætter derfor fokus på mænd og kræft, ved et foredrag med komikeren Geo i Gladsaxe kommunes Forebyggelsescenter den 24. november. Med humor og uden selvhøjtidelighed fortælles om at være kræftpatient, og om at tro på man kommer godt ud på den anden side. Geos fortælling er vedkommende, varm, sårbar, tankevækkende, inspirerende og ikke mindst underholdende.

Foto: Privat.