Fra cigaretter til pakker
Post-Nord-12-46-15.jpg
Borgmester Karin Søjberg Holst og Henning Christensen fra Post Danmark klippede det røde bånd over som en markering af den officielle åbning. Foto: Kaj Bonne.
Post Danmark har åbnet distributionscenter på Tobaksgrunden

Farvel til breve. Goddag til pakker med varer købt på nettet.
Sådan er udviklingen inden for postvæsnet, og det må man reagere på.
I onsdags tog Post Danmark sit nye distributionscenter – kaldet en distributionshub – i brug i nogle af lokalerne på den såkaldte Tobaksgrund ved Ringvejen.
I årevis blev der produceret millioner af cigaretter i lokalerne. Nu skal pakkerne sorteres og deles ud.
Den nye hub er på i alt 5.700 kvadratmeter og samler pakke- og brevdistributionen fra
Søborg, Hellerup, Dyssegård, Gentofte, Lyngby, Bagsværd, Herlev, Nordvest og Brønshøj.
– Sammenlægningen er et led i Post Danmarks omstilling til en virksomhed, hvor pakker og logistik som fx omdeling af dagligvarer fylder stadigt mere. Nethandlen i Danmark vokser eksplosivt, og de mange pakker kræver plads. Derfor er vi rigtig glade for at flytte ind i de nye lokaler, der er udformet særligt til at imødekomme danskernesbehov for post i fremtiden, siger chef i Post Danmark Henning Christensen.
I de nye lokaler arbejder 380 mennesker sammen om logistik-, pakke- og brevsortering, betjening af erhvervscenter, postkassetømning, afhentning af pakker og breve hos firmaer og så selvfølgelig omdeling af pakker, dagligvarer og breve på over 200 pakke- og brevruter.
– Vi er stolte af, at Post Danmark har valgt at placere landets største distributionscenter i den gamle tobaksfabrik i Gladsaxe. Det nye distributionscenter kommer til at ligge helt centralt i Gladsaxe Ringby med den kommende letbane og en velfungerende infrastruktur lige uden for døren. Vi glæder os til at byde Post Danmark velkommen i de historiske rammer, som vi er sikre på, at de vil kunne fylde med livlig aktivitet og arbejdsglæde, siger Karin Søjberg Holst (A), borgmester i Gladsaxe Kommune.
Hubben er bemandet med rutinerede kræfter fra start, da alle medarbejdere har sagt ja
til at flytte med til den nye, store arbejdsplads i Gladsaxe.

Distributionshubben i tal
•5.300 m2 produktionsområde
•400 m2 faciliteter i tilstødende bygning
•380 medarbejdere
•140 brevruter
•55 pakkeruter
•140 elcykler
•80 biler
•10 knallerter
Samlet set sparer Post Danmark ca. 100.000 kørte kilometer om året med samlingen, der også mindsker forsyning af el,
vand og varme til ca. 3.800 færre kvadratmeter alt i alt.
Al ny belysning er LED, og belysningen under det udendørs halvtag opfylder samme krav som indendørs arbejdsområder.
PostNord-koncernen har et mål om at reducere udledningen af CO2 med 40 % i 2020 set i forhold til 2009.
Brug erhvervscenteret mandag til fredag kl. 8-18 og lørdag kl. 8-14
På erhvervscenteret ved Gladsaxe Distributionshub kan alle:
•Hente og sende pakker og breve
•Hente og sende værdi- og rekommanderede forsendelser
•Betale told på pakker og postopkrævninger
•Købe emballage og frimærker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top