Ingen er sat på gaden i Høje Gladsaxe – endnu
To familier med sønner dømt for kriminalitet står til udsættelse, men begge sager er anket

I Høje Gladsaxe har nultolerancepolitikken været gældende i snart en del år, og for halvandet år siden fik denne politik yderligere tyngde da der kom nye regler om, at boligselskaberne løbende kan modtage oplysninger fra politiet om lejeres kriminelle adfærd og derefter sætte hele familien ud, har indtil videre ikke ført til, at lejere i de fem boligselskaber i Høje Gladsaxe er blevet sat på gaden.
Foreløbig har to familier dog fået en såkaldt udsættelse af et af boligselskaberne i Høje Gladsaxe: – Men begge familier har anket udsættelsen, så disse sager skal først for byretten. Indtil videre bor begge familier stadig i Høje Gladsaxe, fortæller direktør Jesper Loose Smith fra Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, der er forretningsfører for Høje Gladsaxe.
Alle boligselskaber opererer med en husorden, hvor der er beskrivelse af larm, husdyr og chikane – som også kan føre til udsættelse. Men kriminelle handlinger begået i boligbebyggelserne er ikke indskrevet i husordenen. Folketinget besluttede at give boligselskaberne mulighed for at få de følsomme oplysninger fra politiet, ligesom de har mulighed for at udveksle oplysningerne med hinanden, så den uroskabende og utrygskabende adfærd kunne stoppe.

Gælder hele Høje Gladsaxe
I Høje Gladsaxe er der hele fem boligselskaber, og derfor betyder nultolerancepolitikken overfor kriminel adfærd, at en familie ikke bare kan rykke videre til et af de fire andre boligselskaber i Høje Gladsaxe.
– De to familier, der har fået en udsættelse, fik sammen med otte til ti andre familier et bekymringsbrev i januar, hvor de fik beskrevet konsekvenserne, hvis deres søn fortsatte den kriminelle aktivitet. Alle fik en opfølgende samtale, hvor de fik tilbud om en boligsocial indsats, fortæller Jesper Loose Smith.
Tre andre yngre mænd – alle ti er i øvrigt mellem 16 og 20 år – har fået en sigtelse for tyveri af politiet. Heriblandt er en søn af en enlig mor til i alt fem børn: – Hun har fået en betinget udsættelse sammen med to andre familier. Vores jurister kigger i øjeblikket på, om vi skal gå videre med disse tre sager, siger Jesper Loose Smith.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top