MENY siger farvel til en bowlerhat
Birger Andersen stopper efter 36 år som slagter hos købmand Petersen

Birger Andersen, en af slagterne i MENY i Bagsværd, har en lang historie hos købmand Petersen. Han startede som slagter i virksomheden for 36 år siden, og nu lægger han bowlerhatten på hylden med udgangen af denne måned. Og med god samvittighed, for han bliver 65 år og går på pension.
Faktisk har Birger Andersen arbejdet med at skære kød i 50 år, for han kom i lære som blot 15-årig i hjembyen Rønne. Den bornholmske tone og lune har Andersen stadig – og da han kom i lære var der 20 slagterbutikker i byen: – Og der var alene fire slagtere, der hvor jeg kom i lære.
Interessen for faget kom, da han som 12-årige blev bydreng for en af Rønne slagtere. Det var en plads, som hans mor skaffede ham.
I fritiden har Birger Andersen to store interesser, som han nu håber at kunne dyrke med endnu større intensitet. Han elsker at fiske sild og torsk på havet sammen med klubkammeraterne fra Saltvandsklubben i Roskilde, og den 55 kilos store krydsning mellem en rottweiler og en amerikansk buldog skal også luftes flittigt: – Når man har gået inde og arbejdet med kød i en hel dag, så er det dejligt at komme ud i den fri luft. Birger Andersen glæder sig også til at bruge mere tid på sine to børn: – Og tre et halvt barnebarn, siger han, mens han med hånden tegner en bue ud for maven.
Kollegaen Erik Andersen kom til MENY i Bagsværd for et år siden. Det pudsige var, at Birger og Erik kendte hinanden helt tilbage fra 1972, da Erik kom i lære hos den slagter, hvor Birger arbejdede som svend. Nu skilles deres veje på ny.

Slagter 44-15
Slagter Birger Andersen sliber kniven.
Efter 36 år som slagter for købmand Petersen stopper Birger Andersen med udgangen af denne måned og går på pension.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top