50 år i FDF-orkestret
FDF_GBB-41.jpg
Carl Viggo Jespersen har ført mange af kommunens unge ind i musikkens verden, så de har fået et stort og livsvarigt udbytte ud af det. Foto: privat
Carl Viggo Jespersen hædret for enestående indsats

Onsdag 13. januar har Carl Viggo Jespersen været medlem af FDF Gladsaxe Brass Band i 50 år.
Carl Viggo startede som elev i FDF Gladsaxe Brass Band i 1966.
Han blev hurtigt en del af brass bandet, og han startede med at undervise nye elever. I 1978 overtog Carl Viggo ledelsen med at dirigere elevorkesteret og senere selve brass-bandet.
Carl Viggo har undervist mange børn og unge, som dermed har lært at spille på messingblæseinstrumenter, heriblandt flere af de medlemmer, der er i orkesteret nu.
Carl Viggo blev fejret til orkesterets julebegyndelse, hvor han fik overrakt en guldnål med ”egeløv” fra DAO. Tilmed fik Carl Viggo af orkesteret overrakt en flot kurv med bl.a. en god dirigentstok som forhåbentlig kan bruges i mange år.
Ved overrækkelsen sagde Carl Viggo: ” Jeg føler mig meget privilegeret ved at stå foran bandet, vi arbejder godt sammen. Når jeg ser rundt på børnene, så tænker jeg det er en fornøjelse at se hvordan børnene udvikler sig og bliver bedre og bedre.”
Orkesterleder Kim Kjær Nielsen siger: ”På musikkredsens vegne vil jeg gerne sige tak og stort tillykke til Carl Viggo. Han laver en kæmpe indsats, som jeg har dyb respekt for. Carl Viggo er dygtig til at lære fra sig, og han har et meget stort ansvar for at bandet bliver ved med at udvikle sig, og i dag er et af Danmarks bedste FDF-orkestre. Carl Viggo er seriøs, men samtidig skaber han glæde og han er med til at gøre, at medlemmerne har det sjovt sammen.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top