Gladsaxe Sportscenter bliver fyldt helt op
1.000 gymnaster og 2.500 tilskuere skaber stemning

Er der nogen, der kan fylde Gladsaxe Sportscenter helt op, så er det GIF-Gymnastik. I 2016 vil de gøre det flere gange. Første gang er allerede i weekenden, hvor GIF-Gymnastik traditionen tro afholder NytårsCup. I år er det med rekordstort antal deltagere. Ikke mindre end 105 hold deltager – så både lørdag og søndag vil den stå på flot gymnastik fra morgen til aften. Sportskoordinator og tovholder på stævnet, Tina Sørensen, fortæller: ”Der bliver virkelig liv og glade dage i sportscenteret. Når weekenden er omme har der været over 1.000 gymnaster i konkurrence foran over 2.500 tilskuere. Det hele er bundet sammen af en masse frivillige.
”NytårsCup er den første konkurrence, man kan komme til inden de store mesterskaber. Her kan man få testet alt det, holdene har arbejdet på det sidste halve år”.
NytårsCup bliver den første ud af fem gange, hvor GIF-Gymnastik fylder hallerne. 16. april er der forårsopvisning. 22. april afholdes SM for U8, U10 og U13. 23. april er der 1. runde af seniorforbundsmesterskaberne, og 11. juni afholdes der 100 års jubilæumsshow. ”Det bliver et meget travlt forår, hvor tusindvis af mennesker kommer forbi Gladsaxe for at se gymnastik. Vi glæder os helt vildt meget,” siger Tina Sørensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top