Vejen til et liv med færre smerter
Pensionist-svømning-01-03-16.jpg
Instruktør Rikke Norup (med ryggen til) fægter mod Anita Borkjær. Fra venstre ses Inge-Lise Andersen, Birgit Pedersen, Anne Grete Andersen, Ejnar Rasmussen og Lis Petersen. Foto: Kaj Bonne.
Varmtvandsbassinet i Gladsaxe Svømmehal er fyldt godt op med glade pensionister

Vandet er ca. 28 grader, så der skal ikke pukles for at holde varmen. Alligevel får de seks ældre borgere pulsen op i varmtvandsbassinet i Gladsaxe Svømmehal denne mandag formiddag. Fælles for dem alle er, at de følger instruktøren Rikke Norups anvisninger. Og det er noget nemmere at udføre de fysiske øvelser i varmt vand end i en kold gymnastiksal.
Pensionisterne træner med både orange slanger og håndvægte. I vandet kan de lettere bevæge sig, selv om der er modstand. For modstand skal der til, når man styrketræner. Derfor er træningen i varmtvandsbassinet så attraktiv for ældre medborgere, der kæmper med forskellige skavanker som for eksempel diskusprolaps, gigt, sclerose, ryg- eller ledproblemer og smerter.
– Mange ældre bliver inaktive, fordi at de med alderen får flere og flere skavanker. Daglige smerter indskrænker ofte bevægeligheden, men inaktivitet kan blive en ond cirkel, som i sidste ende kan resultere i, at den ældre ikke selv kan klare hverdagen på grund af manglende muskelstyrke, kondition og bevægelighed, siger Rikke Norup.

Positivt humør
– Træning i varmt vand er yderst effektivt for mennesker med de nævnte skavanker. Det varme vand medfører en stigning i kroppens produktion af endorfiner, hvilket har en smertestillende effekt og en positiv indvirkning på humøret, fortæller Rikke Norup.
Under træningen i Gladsaxe Svømmehal var humøret da også højt hos Inge-Lise Andersen, Ejnar Rasmussen, Anne Grete Andersen, Birgit Pedersen, Lis Petersen og Anita Borkjær. Flere af deltagerne har trænet i fire år hos Rikke Norup, og de ser alle frem til mandag formiddag i bassinet.
– Efter ca. 30 minutter frigøres oxytocin, som virker afslappende og smertestillende. Det kan forklare den velvære og glæde, som mange oplever det varme vand. Det er tankevækkende, at kroppens egne endorfiner virker lige så stærkt som morfin mod smerter, siger Rikke Norup.
Man er lettere i vand, og det betyder at ens led belastes minimalt. Har man smertende led og muskler, er det en fordel at træne i varmt vand, fordi belastningen af leddene er stærkt reduceret. Derfor kan man lave flere bevægelser. I det varme vand kan de ældre både hoppe, ”løbe” og udføre store bevægeudslag, som øger pulsen og konditionen. På land ville disse bevægelser være umulige for smertepatienterne. For mennesker med smerter og stærkt indskrænket bevægelighed har det en stor psykologisk betydning, at får en oplevelse af, at de kan bevæge sig som før. Ofte udbryder en patient: – Jeg kan hoppe. Det har jeg ikke kunnet i 20 år.
Rikke Norup har på nogle af sine hold oplevet patienter, der helt har kunnet droppe deres smertestillende medicin – en gevinst fra træningen i det varme vand.
Flere informationer om varmtvandstræningen kan fås hos FO Gladsaxe på telefon 44 44 11 17.
Pensionist svømning 03 03-16
Birgit Pedersen (til venstre) og Anne Grete Andersen i infight.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top