300 frivillige til stort rostævne
Der er nok at tage sig til, når 3000 roere deltager i World Rowing Master Regatta i Bagsværd

Bagsværd Roklub har et korps på 8-10 frivillige pensionister, der stiller op så snart, roklubben beder om deres hjælp. Ofte er de i aktion, når skoleklasser er på besøg i roklubben ved Bagsværd Sø. Og fra 8. til 11. september stiller de alle op igen. Denne gang er det Dansk Forening for Rosport, der har brug for hjælp. Roforbundet skal mindst bruge 300 frivillige til World Rowing Master Regatta, der med sine 3000 deltagere er blandt de allerstørste tilbagevendende rostævner. Alle roere over 27 år kan deltage i stævnet.
Der er nok at se til. Der skal bruges frivillige til stævnekontoret, IT- og kommunikation, pressecenter, catering, garderobe, sanitet, parkeringsvager, bådaflæsning, håndværkeropgaver, ledsagerbåde og så videre.
Noget af det som pensionisterne ser frem til er også det hyggelige samvær de har under disse stævner og begivenheder. Og når de ikke hjælper som frivillige, så træner de sammen enten indendørs i vintermåneder eller ude på søen, når vejret tillader det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top