Det er dit valg
Gymnasieelever hørte om farerne ved misbrug

Det er bedre at forebygge end at helbrede.
På Gladsaxe Gymnasium føler man bestemt ikke, at man er plaget af elevers misbrugsproblemer.
Forældre kan trygt sende deres børn til skolen.
Men da det nu altså er bedre at forebygge end at helbrede, får alle skolens elever chancen for at høre foredrag leveret af organisationen Drug Rebels, der med foredrag, film og personlige fortællinger fortæller om, hvor skævt det kan gå.
-Det her er udelukkende præventivt arrangement, pointerer rektor Eva Krarup Steensen.
Cirka 300 elever fra 1.g.-klasserne indviede i torsdags den nye fællessal (den gamle teatersal) – senere følger de ældre klassetrin – og de kunne bl.a. hører den 23-årige Julius fortælle om, hvordan han blev trukket ind i et hashmisbrug som 13-årig, fordi han lige skulle stive selvtilliden af for at kunne være sammen med unge, der var lidt ældre. Kun takket være gode venner, familie og SSP-ordningen fik han styr på sit liv. Hans bedste ven Benjamin har smadret sit liv totalt og har svære psykiske skader
Hver tredje ung mellem 16-20 år har ifølge Sundhedsstyrelsen prøvet at ryge hash. Alle andre kender nogle, der har røget. En del elever prøver også andre stoffer. Med andre ord: stoffer er i dag så almindelige at forældre, skole og samfund er nødt til at forholde sig til dem.
Ved håndsoprækning markerede en stor del af eleverne, at de havde fået tilbudt hash – hvilket jo ikke er det samme som at ryge det.
Lægen Lasse fortalte om skadevirkningerne ved alkohol, hash og hårde stoffer. Det var facts, der nok kunne skræmme de fleste væk fra overhovedet at komme i nærheden af stofferne.
– Der er en tendens til, at det er cool, tjekket og sejt at eksperimentere med stoffer. Seneste trend ser ud at være lattergas, der inhaleres til fester. Men det har sin pris, siger Caroline Klein, der er stifter af foreningen DrugRebels.
– Lattergas i små ampuller går bl.a. ud over ilttilførslen til hjernen med dertil hørende skader.
DrugRebels vil gerne have de unge til at mærke efter og tage stilling på et informeret grundlag før de møder stofferne. Oftest til en fest, hvor alkohol og gruppepres også spiller ind.
-Når man bliver lidt småfuld kan paraderne godt ryge ned, så man prøver de hårde ting, fortalte Lasse.
”Det er dit valg” var teksten ved afslutningen på hans lysbilledshow.
Og med informationer der blev givet, syntes valget ikke så svært.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top