GIF-Gymnastik vil bygge egen hal
Gymnastik-03-46-15.jpg
Det kniber med kapaciteten i Gyngemosehallen for GIF-Gymnastik. Foreningen er villig til selv at bygge en ny hal, hvis ikke kommunen træder til. Foto: Kaj Bonne.
Gymnastikforeningen mangler kapacitet i Gyngemosehallen, og det skal der gøres noget ved

Gymnastikafdelingen i Gladsaxe IF har 1.950 medlemmer, men alligevel står 300 potentielle medlemmer på venteliste. Det siger sig selv, at en forening bliver nødt til at overveje, hvilke muligheder man har for at imødekomme de udelukkedes behov for at dyrke gymnastik i Gladsaxe.
I yderste konsekvens er GIF Gymnastik villig til at opføre en hal til 25 millioner kroner, som foreningen vil finansiere gennem fonde.
I forbindelse med ”Analyse af idræts- og bevægelsesfaciliteter i Gladsaxe Kommune” viser det sig, at der var ledig haltid, når foreninger/klubber ikke bruger haltiden eller får meldt afbud til tider, der ikke anvendes. Jan Darville, sportschef i GIF-Gymnastik, har tidligere i Gladsaxe Bladet foreklaret, hvorfor en forening som GIF ikke vil kunne anvende en time hist og her rundt om i kommunens gymnastiksale eller haller.
– Jeg efterlyser, at der tænkes stort i Gladsaxe Kommune. Hvad med en samlet vision for kvarteret omkring Blaagaard Seminarium? På dette område har kommunen en enestående mulighed for at skabe idræts- og kulturfaciliteter, som kan komme alle kommunens borgere til gavn. Centret skal summe af liv hele dagen, siger Jan Darville.
– Det er som om, at man fra centralt hold har opdelt dagen i to dele: Skolelivet leves fra 8 til 16 og foreningslivet fra 16 til 22. Skolereformen åbner op for, at undervisning og bevægelse skal følges ad. Hvem siger, at man ikke kan lærer matematik i samme hal, hvor man dyrker spring og hop, spørger Jan Darville.
I Blaagaardskvarteret ser Jan Darville mange spændende muligheder for et helt nyt kommunalt center, hvor svømme- og idrætsklubber, skoler, spejderbevægelser, hotel/vandrehjem og kulturelle instiututioner kan indgå: – Forretningen skal kunne løbe rundt. Og det må gerne blive et sted, der også¨tiltrækker borgere og foreninger fra andre kommuner. Groft sagt kan vi stille spørgsmålet: Skal letbanen i Gladsaxe være der, hvor du står på, eller hvor du står af?

Kan også selv
Hvis det kniber med de kommunale ambitioner, vil man i GIF-Gymnastik hellere end gerne bygge ”Gyngemosehal nummer to”: – Vi har de senere år haft en stor medlemsfremgang, så kapaciteten i Gyngemosehallen rækker ikke til at oprette flere nye gymnastikhold og de mange andre ting vi gerne vil. Vi siger nu til politikerne: Hvis I graver parkeringspladserne til bilerne fire meter ned og lægger låg på, så tager vi den derfra og bygger Gyngemosehal nummer to oven på, siger Jan Darville.
Der er dog alvor i ”galskaben”: – Med de grundpriser, der er, så kræver det naturligvis, at kommunen stiller en byggegrund til rådighed for os og stiller op som en vigtig medspiller. Vi vil kunne finansiere halbyggeriet gennem fonde og lån, og vi regner med, at det kan gøres for 25 millioner kroner, siger Jan Darville.
Sportschefen ser også et stort potentiale i et samarbejde med kommunens store virksomheder, som så til gengæld kan tilbyde deres medarbejdere adgang til tidsvarende idrætsfaciliteter, med spændende træning af vores instruktører.
– Vi har tidligere nævnt vores ideer i en dialog med kommunen, men det undrer mig, at der hverken på forvaltningsplan eller politisk plan er blevet sagt: Fortæl os lige lidt nærmere, hvad jeres tanker går på? Foreningerne bæres af frivillig arbejdskraft og er et kæmpe aktiv i et lokalsamfund, og kommunen skal være opmærksom på at understøtte den. Rammerne skal være der, men i øjeblikket mangler fødselshjælperne til at skabe de gode rammer, siger Jan Darville.
Nu har GIF-Gymnastik i hvert fald spillet bolden op ad muren. Det kan være den kommer tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top