Gladsaxe Ishockey når slutspillet
Efter weekendens kampe i 1. division kan Gladsaxe Ishockey ånde lettet op

-At vi nu har sikret os en plads i slutspillet er ikke sket siden 2009-2010 sæsonen. Det er jo rart, efter vi har ligget og rodet rundt i bunden i flere år, fortæller cheftræner Jacob Volf, der er lettet efter at puslespillet i weekenden gik op i en højere enhed – og til Gladsaxe Ishockeys fordel.
Gentofte tabte sidste uge til Gladsaxe på forhånd, da de på grund af sygdom ikke kunne stille hold, og Esbjerg tabte i fredags til Amager, hvilket gav hjemmeholdet den sidste plads i slutspillet.
-Der er en blanding af glæde, spænding og forventning på holdet, og nu skal vi til at forberede os, fortæller Jacob Volf, der forhåbentlig kan fortsætte som træner i næste sæson.
-Jeg venter stadigvæk på en kontrakt, men håber da, at jeg kan fortsætte træningen med hjælpetrænerne Göran Karlström og Mads Worm.
Gladsaxe Ishokcey har spillet en god sæson og holdets amerikanske Cam Spiro har da også toppet 1. divisions topscorerliste hele sæsonen stærkt efterfulgt af klubkammeraten Michael Sauffaus.
Holdet har i sidste kamp måttet sige farvel til den stærke Branislav Bendik, da han fik slået armen af led. Det har været en streg i regningen, men heldigvis er der kommet forstærkning af Mads Thune fra eliteholdet i Herlev, og han finder sig allerede godt til rette på holdet.
På fredag den 12. februar kl. 20.00 går det løs i Hvidovre hvor holdet kommer på den første prøve inden slutspillet går i gang den 1. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top