Novo Nordisk tjente 100 millioner
Bagsværd-firmaet omsatte for over 100 milliarder sidste år

Nu om dage er aktiekursen mere bundet op på forventninger end realiteter. Derfor blev aktieejerne i Novo Nordisk næsten øjeblikkeligt 40 milliarder kroner fattigere, da diabetesgiganten fra Bagsværd fremlagde årsregnskab onsdag morgen.
Til gengæld kan Gladsaxe Kommune se frem til, at Novo Nordisk via selskabsskatten bidrager særdeles positivt til den kommunale økonomi.
Novo Nordisks overskud steg med næsten 8,5 milliarder i forhold til 2014. At Novo Nordisk havde tjent næsten 100 millioner kroner om dagen – altså 35 milliarder, svarende til tre milliarder om måneden – hjalp ikke i den sammenhæng. Ej heller at Novo Nordisk for første gang rundede en samlet årsomsætning på 100 milliarder kroner.
Børsmarkedet reagerede på, at Novos finansielle målsætninger lå i de nedre niveauer i forhold til det, som analytikerne havde forventet.
Novo Nordisks administrerende direktør Lars Rebien Sørensen var imidlertid tilfreds med regnskabet og opfyldelsen af virksomhedens langsigtede mål.
Topchefen udtalte, at Novo Nordisk i år vil fortsætte sit fokus på den globale lancering af Tresiba. Verdensfirmaet fra Bagsværd forudser en salgsvækst på mellem fem og ni procent i 2016 – og det var et leje, som skuffede markedet. Tidligere forventede Novo Nordisk en årlig salgsvækst på 15 procent, men det er nu tilpasset til 10 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top