Undersøg interessen for kortere skoledage og flere to-lærer-timer
Med skolereformen har danske skoleelever fået langt flere timer end andre elever i Europa.

Mange elever er trætte og mindre koncentrerede i de sidste timer, ikke mindst de elever, som i forvejen har det svært.
Flere kommuner har valgt at benytte folkeskolelovens mulighed for at afkorte skoledagen, ved at konvertere en del af den understøttende undervisning til timer med to voksne i fagundervisningen. Det synes jeg også, vi skal gøre i Gladsaxe.
Dels fordi friske børn lærer bedre. Og fordi to-lærer-timer giver bedre mulighed for at indrette undervisningen til elever med forskellige behov for støtte og udfordringer, så alle får et større fagligt udbytte. En lidt kortere skoledag giver også mere rum til planlægning og samarbejde.
En kortere skoledag nødvendiggør længere åbningstid i SFO og klub. Det kræver finansiering, hvis det skal være en reel mulighed for alle skoler. Finansieringen bør også sikre, at det bliver en konkret faglig vurdering af behovet, der afgør om den anden voksen i klassen skal være en lærer, pædagog, læsevejleder eller andet.
Mit forslag går ud på at skabe et kvalificeret beslutningsgrundlag, ved at der laves en beregning af udgifterne til en kortere skoledag, og at det undersøges om der er interesse for det på skolerne, hvis de ekstra udgifter bliver finansieret.
Jeg synes der er mange andre kritiske elementer i skolereformen, bla. den forringede tid til forberedelse og samarbejde. Men flere tolærertimer og kortere skoledage vil trække den rigtige vej.
Trine Henriksen,
medlem af Børne- og
Undervisningsudvalget (Ø)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top