Vi repræsenterer det folkelige
Grand-Prix-01-06-16.jpg
Vi har nogle gode værdier, som vi gerne vil tilvejebringe med vores musik, og det bliver Kim også en garanti for, fortæller Mario, der er flankeret af Muri og Kim. Foto: Kaj Bonne
Mario fra Søborg synger i år med til det danske Melodi Grand Prix

De synger som de eneste deltagere i dette års Melodi Grand Prix på dansk. Muri & Mario, som duoen hedder, har sunget sammen siden 2012, hvor de slog igennem med hittet ”Hun tog min guitar”, som på det nærmeste blev sommerens landeplage. Duoen har været gået hver til sit, men har nu fundet en kærkommen lejlighed til at finde sammen igen.
27-årige Mario Sciacca, der er halv italiensk halv dansk, har boet i Søborg de sidste 7 år med sin kæreste, og for to år siden kom sønnen Milo til. Han har altid villet lave musik og har specialiseret sig i dansk/italiensk popmusik med den lidt bløde lyd a la Eros Ramazzotti. Og det er da også den store italienske kunstners producer, Gian Luigi Fazio, som står bag Melodi Grand Prix nummeret ”To Stjerner”.
Mario og Muri har kendt hinanden siden 2007 fra MySpace og siden dengang har de to kunnet leve af både at lave musik sammen og hver for sig.
-Vi underholder alle mulige steder – også til børnefødselsdage. Vi har en kæmpe målgruppe, og vi er lige kommet fra en morgensamling på et gymnasium, fortæller Mario, der som Muri er stor fan af MGP.
Allerede tilbage for tre år siden blev duoen spurgt, om de ikke ville være med i Melodi Grand Prix, men den gang mente de ikke, at de havde erfaring nok, men på lørdag i Horsens springer de ud som to grandprix stjerner.
Det bliver ikke kun Muri og Mario på scenen, for de har slået sig sammen med Kim Bramstrup Nielsen fra ”De Uperfekte” på DR3, og det var oprindeligt ham, der fik ideen til, at duoen sammen med ham skulle stille op til det store show. Kim har OCD (Obsessive Compulsive Disorder) men det ser hverken han eller Muri og Mario, som et problem.
-Vi vil gerne give noget til andre og sprede kærlighed til publikum. Jeg vil også gerne vise, at man trods sit handicap, kan få sin drøm opfyldt, siger, tilføjer 46-årige Kim, der spiller guitar på nummeret. Han får også en rolle til på scenen, men den forbliver en hemmelighed indtil lørdag.
-Vi er meget folkelige. Vi er heller ikke typerne, der gerne vil på den røde løber. Vi er nok mere dem, der gerne vil gå ned på en kro og taler med folk og høre deres historier. Det er vores inspiration til nye numre. Vi vil gerne have folkeligheden tilbage i MGP. I gamle dage sendte man en sang ind, og fandt derefter én der kunne synge den. I dag starter man med artisten, fortæller 30-årige Muri, alias Murad Mahmoud, der ved siden af, er opfinder, I øvrigt er han lillebror til udviklingsdirektør i Nordisk Film og tidligere DR vært Abdel Aziz Mahmoud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top