- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Aliens ombord på krydstogtskibet

5. klasserne på Bagsværd Kostskole og Gymnasium opførte spændende skolekomedie

Som sædvanlig stod 5. klasserne fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium for årets skolekomedie, og indholdet var utrolig godt timet af manuskriptforfatter og instruktør Morten Uhrbrand Sørensen. På scenen stod nemlig Jack og Rose fra Titanic i den skønneste duet, spillet af Luc og Olivia. Deres smukke sang gik dybt ind.
Tilskuerne så også en fornem modtagelse af kaptajnen og matroserne på BK Oceanliner, da ”krydstogtskibet” lagde fra havn.
Stykket var, som i Titanic, krydret med rige og fattige, og som et ekstra underholdende indslag landede et par festlige aliens i poolen på dækket. Selveste ”Dronning Margrethe” var også ombord, men heldigvis fik de bevæbnede tyve ikke mulighed for at stjæle kronjuvelerne. Til gengæld lykkedes det dem at sænke skibet, men man må sige, at skibet virkelig gik ned med maner. Til alt held overlevede de alle forliset – men måske skal det så her nævnes, at skibet kun krydsede Bagsværd Sø og ikke Atlanten!
5.A og 5.B høstede stort bifald for en dejlig forestilling!