Enhedslisten festede med sang og film
Enhedslisten-01-10-16.jpg
Svenske Elona Planman sang og spillede på Drop Inn på Telefonfabrikken, da Enhedslisten Gladsaxe fejrede 27 års fødselsdag. Foto: Kaj Bonne
Enhedslisten Gladsaxe er ældre end moderpartiet

Enhedslisten Gladsaxe blev 27 år i fredags. En farlig alder for store rockmusikere, der har det med ikke at blive ældre. Enhedslisten Gladsaxe har ingen frygt for de 27 år. Både lokalt og på landsplan går det bedre end nogensinde for det politiske barn, som ikke blev sået nogen fremtid i dansk politik.
Meget naturligt holdt folketingsmedlem Søren Søndergaard festtalen til receptionen i lørdags på Drop Inn på Telefonfabrikken. Han var selv med for 27 år og én dag siden, da man i kantinen på Buddinge Skole stiftede Gladsaxe Tværsocialistiske Liste. En sammenslutning af VS, DKP og SAP i Gladsaxe. Først et halvt år senere var Enhedslisten en realitet på landsplan.
Partiaktivisten Morten Dorph Jensen introducerede Søndergaard med ordene: – Revolutionen er ikke kommet endnu, så Søren bliver nødt til at holde mange flere taler!
Søren Søndergaard skuede tilbage, men landede i nutiden med reference til svensk-amerikaneren Joe Hill, da han fastslog vigtigheden af at organisere sig fagligt – og der er stadig meget at kæmpe for: – Midt i København arbejder hundredevis af udenlandske arbejdere under mindstelønnen og under livsfarlige arbejdsforhold.
Til fødselsdagen havde man hentet forstærkning i Sverige. Den særdeles farverige og talentfulde guitarist Elona Planman spillede. Hun sendte tankerne tilbage til den vedkommende revolutionære rockmusik i 1970erne.
Herefter blev Bo Widerbergs filmklassiker om Joe Hill vist for fødselsdagsgæsterne, som både kunne tale om gamle dage og den fremtid, som de som socialister håber på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top