Gode iværksætterråd er gratis i Gladsaxe
Konsulent sidder klar på Hovedbiblioteket

Som et nyt initiativ i Gladsaxe Kommune har man som iværksætter mulighed for at få gratis vejledning hver onsdag mellem kl. 13-16 på Gladsaxe Hovedbibliotek. Her sidder den rutinerede iværksætterkonsulent Flemming Troelsen fra Iværksætterhuset klar til at give dig en hjælpende hånd.
Flemming Troelsen har stor erfaring inden for ledelse, da han har været landechef for flere store virksomheder. Dertil har han været selvstændig erhvervsdrivende og har senest fungeret som virksomhedskonsulent, hvor han har deltaget i opstart og etablering af nystartede virksomheder.
– Jeg har siddet i 15 år som direktør eller kommerciel direktør for forskellige virksomheder, og jeg har været selvstændig i 8 år. Derfor har jeg mulighed for at trække på mine egne erfaringer, når en iværksætter kommer til mig, da jeg faktisk har været igennem det meste, siger Flemming Troelsen.
Selvom han har sin primære kompetencer inden for salg, marketing og forretningsudvikling, så kan han give gode råd til de fleste spørgsmål eller henvendelser.
– Min primære funktion er at give iværksættere nogle værktøjer, så de kan komme ordentligt i gang. Helt konkret hjælper jeg med en afklaring. Jeg fortæller iværksættere, hvad det kræver og hvad de skal være opmærksomme på. Måske skal man have mere salgsmateriale, måske skal man kigge på sine priser eller budgetter. Det sørger jeg for, at de tænker over, forklarer han.

Mange gode tilbud
Iværksætterhuset er et gratis tilbud til iværksættere, der stilles til rådighed af Gladsaxe Kommune i samarbejde med 21 andre kommuner. Her kan borgere få målrettet 1:1 sparring samt deltage i events og workshops på tværs af kommunegrænser.
– Vi holder jo en masse workshops under Hovedstadens Iværksætterprogram, blandt andet på Gladsaxe Hovedbibliotek. De er super gode, fordi man kan vælge et specifikt område, deltage gratis og møde andre i samme situation, som man kan netværke med. Netværk er alfa omega i dag. Derudover har vi et startup-møde for de helt grønne, hvor vi fortæller om at starte og drive en virksomhed. Man kommer ikke i dybden, men får svar på de basale spørgsmål, fortæller Flemming Troelsen.
Dertil er der startupcaféer, hvor rådgivere bliver inviteret ind, som folk kan få 15 minutter med, og så kan Iværksætterhuset også henvise iværksættere til deres brede netværk af private rådgivere og eksperter. Flemming Troelsen mener, at man som iværksætter skal bruge tilbuddene. Det hele kan også ses hjemmefra på små film, der er tilgængelige på hiph.dk.
– Jeg ville tage imod tilbuddet, hvis jeg selv sad på den anden side af bordet. Alle undersøgelser viser, at man har større sandsynlighed for at få succes, hvis man sparrer med andre. Rådgivning hos mig er et godt sted at starte, så man ikke laver alle de samme fejl som andre.
Du kan lave en aftale med Flemming Troelsen på 30108092 eller mailadresse ftr@vhhr.dk, ligesom du kan læse mere om ham og Iværksætterhuset på ivsh.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top