Hjemmeplejeleverandør er gået konkurs
19. konkurs på tre år sætter kommunen under pres

Forrige mandag gik Gladsaxe Kommunes private leverandør af hjemmepleje, Vitapleje, konkurs. Dermed overtog Gladsaxe Kommunes hjemmepleje i løbet af et par timer alle Vitaplejes opgaver over for de cirka 200 gladsaxeborgere, der har valgt privat leverandør af hjemmepleje.
Da meddelelsen om konkursbegæringen indløb, gik en lille gruppe medarbejdere omgående i gang med at kontakte samtlige af de cirka 200 gladsaxeborgere, som havde valgt privat hjemmepleje, og organisere mandskab og vagtplaner, så borgerne kom til at mærke så lidt som muligt til konkursen.
Alle berørte borgere er blevet ringet op og informeret om situationen. Og da det var en kæmpe opgave, kommunen overtog med få timers varsel, måtte opgaven prioriteres. Det betyder, at alle, der modtager sygepleje og personlig pleje, får den hjælp, de er visiteret til. Til gengæld vil alle borgere, der modtager rengøring, i en periode kunne opleve, at rengøringen bliver udsat og at det er et vikarbureau, der kommer og gør rent.
Det tager cirka et halvt år at gennemføre en ny udbudsrunde, så de, der ønsker det, kan vælge en ny, privat leverandør.

Debat på Facebook
Gladsaxe Kommune valgte at informere bredt om situationen. Udover at alle berørte borgere blev ringet op og modtog et informationsbrev ved det første besøg fra den kommunale hjemmehjælp, valgte kommunen også at informere via hjemmesiden og Facebook, så informationen kunne nå så mange borgere og pårørende som muligt. Det skabte naturligt en del debat og spørgsmål om, hvorvidt situationen kunne have været undgået. Derfor har formanden for Seniorudvalget, Trine Græse (A), haft travlt med at svare på de mange spørgsmål på Facebook.
– Vi er rigtig kede af det, der er sket. Det er selvfølgelig ikke rart for borgerne, at de medarbejdere, som de kender og har været glade for, pludselig ikke er der mere. Det er også ærgerligt for medarbejderne, som skal ud og finde nyt job. Det er jo dygtige medarbejdere, som er uden skyld i den situation, der er opstået, siger Trine Græse.
– Vi har set rigtigt mange konkurser de senere år. Derfor stillede vi høje krav til kvaliteten i udbudsmaterialet, da vi udbød opgaven. Samtidig sikrede vi, at vi løbende kunne kontrollere, om opgaverne blev løst som aftalt. Det gjorde vi for at sikre, at kun de, som kunne og ville leve op til de skrappe krav, ville byde på opgaven. Hvis alle krav var opfyldt i de bud, som kom ind, kunne vi herefter vælge det billigste tilbud blandt dem, som opfyldt alle vores krav. Men selv dette kunne desværre ikke afværge, at vi kom i denne situation, fortæller Trine Græse.

Lovkrav at udlicitere
Men hvorfor så ikke bare undlade at udlicitere opgaven spurgte en del borgere.
– Det er et lovkrav, at alle kommuner giver borgerne mulighed for at vælge mellem to leverandører. Jeg synes det er fint, at vi har en privat leverandør, som borgerne kan vælge som alternativ til kommunen. Men jeg ville ønske, at reglerne ville åbne for, at kommunen for eksempel kunne indgå en partnerskabsaftale med et privat firma, som vi havde tillid til og hvor vi i samarbejde løbende kunne tilpasse opgaven efter behov. Men vi er tvunget til at følge nogle rigide udliciteringsregler, hvor vi skal i udbud hvert tredje år. Og det er ikke rimeligt over for borgerne, som så må tage afsked med nogle medarbejder, som de har været glade for og som kender dem, siger Trine Græse.

19 konkurser på 3 år
Konkurser er ikke kun et Gladsaxeproblem. Siden 2013, hvor udbudsreglerne blev lavet om, er 19 private plejefirmaer gået konkurs på landsplan. Vitapleje har, foruden Gladsaxe, leveret hjemmepleje til borgere i Dragør, Hvidovre, Lejre og Tårnby Kommuner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top