Luk jobcenteret
Hvad laver de i Gladsaxe Jobcenter, og hvor mange borgere skaffer de et nyt job?

Et simpelt spørgsmål, som jobcenteret ikke kan svare på. Jobcenteret ved simpelthen ikke hvor mange Gladsaxe borgere, de skaffer et arbejde.
Jobcenteret i Gladsaxe har et årsbudget på mere end 36 millioner og 78 ansatte. Med så mange ansatte og så stort et budget burde man kunne forvente, at Jobcenteret vidste hvor mange borgere de havde skaffet i arbejde, og dermed hvad effekten var af deres arbejde.
Det er misbrug af borgernes skattekroner, når kommunen ikke kan dokumentere hvad vores skattekroner går til, og om vi som skatteborgere får noget for pengene.
I dag er de arbejdsløse brikker i et aktiveringssystem, hvor de skal gå på det ene meningsløse kursus efter det andet uden nogen målbar effekt. Rigsrevisionen har tidligere lavet en undersøgelse, der viste, at de offentlige jobcentre ikke virkede.
For at komme et meningsløst jobaktiveringscirkus til livs og stoppe spild af skattekroner, burde man simpelthen lukke jobcenteret. Man vil opdage, at mange arbejdsløse selv skaffer sig et arbejde uden hjælp fra kommunen.
Nogle gange får man det indtryk, at hjælp til ledige mere er et spørgsmål om at holde en hel industri i gang end rent faktisk at hjælpe de ledige i arbejde. Mange ledige, som kommer på aktiveringskurser, føler at de spilder tiden med nyttesløse IT kurser, hvor tiden bruges på Facebook.
Der er ingen grund til at bruge millioner af skattekroner på noget, som ikke virker.

Henrik Sørensen
Konservativ
folketingskandidat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top