Politi: Vi kommer til alle indbrud i privat bolig
Hold-tyvene-væk.jpg
Særlig indbrudspatrulje tager sig udelukkende af indbrud

Med det voldsomme arbejdspres og mandskabsmangel, som politiets medarbejdere er kommet under efter terrorangrebet i København sidste år, så er politiet ekstra varsomme med at udstikke garantier.
Alligevel tør Lokalpoliti Nord, hvor de tre kommuner Herlev, Ballerup og Gladsaxe er samlet, godt udstikke en garanti gående på: Vi kommer ud til alle indbrud i privat bolig!
Men som fagkoordinator Claus Stamp i efterforskningen hos Lokalpoliti Nord skyndte sig at tilføje: – Måske ikke lige med det samme! Vi kan jo være ude til et andet indbrud, og vi tager opgaverne i rækkefølge.
Lokalpoliti Nord er en del af Københavns Vestegns Politi, og blandt de 11 kommuner i Vestegnen faldt antallet af indbrud med næsten 10 procent sidste år. I 2015 var der 2.966 indbrud mod 3.261 i 2014. Indbrudstallet er det laveste i otte år.

Nyt initiativ
Med til at fastholde denne positive udvikling er det nye initiativ, som Københavns Vestegns Politi har søsat:
– Vi har tre patruljer på Vestegnen, som udelukkende arbejder med indbrud. Disse indbrudspatruljer kan koncentrere sig om gerningsstedsundersøgelse og om sikring af spor. Det giver mulighed for en klart bedre efterforskning, fordi betjentene ikke kaldes ud til færdselsuheld eller husspektakler, siger politikommissær Michael Liebst Sørensen fra Lokalpoliti Nord.
Indbrudspatruljerne er virksomme fra kl. 7 morgen til 23 aften og kommer altså ud til alle indbrud i privat bolig: – Vi tager indbruddene i rækkefølge, særligt hvis tyvene har været spil i flere lejligheder eller villaer, siger Michael Liebst Sørensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top