Smed sejren væk
ABs håndboldherrer gik helt i stå mod IF Stadion

AB kæmper for avancement til herrehåndboldens 3. division, men det er synd at sige, at holdet kom godt fra start i lørdagens kamp mod IF Stadions 2. hold i Bellahøj Hallen. Bagud 7-3 efter otte minutter og 10-7 efter et kvarter. Men derefter fik man fuldkommen kontrol på kampen. Godt målmandsspil suppleret med gode skud fra distancen gjorde, at man kunne gå til pause foran 15-12.
Egentlig burde det være en formssag for AB at lukke kampen. Men man lod sig inspirere for meget af to underspilsperioder, som man begge gange vandt 2-1. Op gennem 2. halvleg fik gæsterne fra Bagsværd den ene dumme udvisning efter den anden. Et kvarter før slut førte AB med 23-20, da man fik en udvisning, og de næste to minutter tabte man 0-3, og den følgende underspilsperiode fem minutter senere blev tabt 0-2.
I slutfasen haltede AB hele tiden et eller to mål efter og tabte i side ende med 31-29. Et selvforskyldt nederlag på grund af de kostbare udvisninger.
AB selv kan sikre sig 2. pladsen i kvalifikationsrækken, hvis man vinder de sidste tre kampe. I øjeblikket har man ét point mere end Team Helsinges 2. hold, som man møder i den næstsidste kamp 3. april. Næste kamp er ude mod Team Gribskov 17. marts kl. 20.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top