- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Bedre forhold hos softballspillerne

Donation og frivilliges arbejde bag nyt batting cage

Det gamle bur – et såkaldt batting cage – kunne ikke klare vinterens sne og storme, så det faldt sammen. Men nu er forholdene forbedret i Gladsaxe Softball og Baseballklub, der i søndags holdt arbejdsdag.
Det er sket via en donation på 15.000 kr. fra Carlsberg Sportsfond og en god portion frivilligt arbejde fra medlemmernes side.
– For en lille klub som vores (lige godt 100 medlemmer) er det en stor investering, og forventningen var derfor, at vi måtte vente et par år inden vi fik råd til en ny. En ansøgning til Carlsberg sportsfond resulterede dog i en økonomisk støtte på kr. 15.000, og ved hjælp af frivillige i klubben kunne vi på selve banedagen – hvor der lægges fliser, ryddes op etc. indvi en helt ny batting cage, der forhåbentlig kan stå der i mange år fremover, fortæller formanden Lars Nielsen.
Til den kommende sæson har vi 7 softballhold fordelt på 2 juniorhold, 3 seniorhold og 2 slowpitch hold. For de helt små under 10 år starter vi endvidere et amerikansk rundboldhold op, der er en lidt mere simpel udgave af softball, så har dit barn lyst til at prøve, kan man finde os på facebook eller vores hjemmeside www.gsk-softball.dk.
En af vores talentfulde spillere, Tobias Holmelund, er i netop blevet kåret som årets sportstalent i Gladsaxe Kommune af FIG. Vi har dog kun gavn af hans talenter i første halvår, idet han til efteråret starter på et amerikansk universitet, der har givet ham et baseball scholarship.
Vores 1. divisionherrer fik sidste år bronze til DM, og vi håber, at dette talentfulde hold tager det det næste skridt i denne sæson og kommer i finalen. Via 3. pladsen sidste år kvalificerede holdet sig i øvrigt til Europa Cup, der spilles i Italien i august måned. Det er ikke helt som i fodboldens verden, idet spillere selv skal betale kr. 4.000 for at deltage. Oplevelsen bliver dog ikke mindre af den grund. Afslutningsvist skal det nævnes at vi altid gerne vil have flere medlemmer og især piger og drenge i aldersklassen 9-15 år skal være meget velkommen. Det er dog aldrig for sent at starte, og er du rundet 35 år så kan du spille med på vores slowpitchhold (motionshold), siger Lars Nielsen..