Byråd: Der er styr på økonomien
Det store flertal i Gladsaxe Byråd mener, at økonomien er endevendt

Var det en aprilsnar? Nej, det var det ikke. Det kan nok være, at telefonerne glødede her på Gladsaxe Bladet og rundt om i kommunen i øvrigt den 1. april. Årsagen var den usikkerhed, som letbanen var blevetbragt i.
Det har fået Karin Søjberg Holst, borgmester, Trine Græse, Socialdemokraterne, Ebbe Skovsgaard, Venstre, Trine Henriksen, Enhedslisten, Kristian Niebuhr, Dansk Folkeparti, Serdal Benli, SF, Michele Fejø, Liberal Alliance og Claus Wachmann, Radikale, til at komme med følgende udtalelse:
– På grund af en COWI- medarbejders udokumenterede påstand om, at den kommende Hovedstadens Letbane langs Ring 3 bliver dobbelt så dyr som beregnet, blev 3. behandlingen af anlægsloven i Folketinget i sidste uge udsat og trafikministeren kaldt i samråd om økonomien. Det er vi et stort flertal i Gladsaxe Byråd, som mener er både forkert, forhastet og ulykkeligt. For letbanen vil være en kæmpe gevinst for hele hovedstadsområdet, og der er fuldstændig styr på økonomien.
Ingeniørfirmaet COWI, som har bistået med at beregne hele letbaneprojektet, har i skarpe vendinger erklæret, at de på ingen måde kan genkende de påstande, som er fremsat af den tidligere medarbejder.
Påstanden modsiges desuden af rådgivningsfirmaet Emcon, som netop har kvalitetssikret projektet, herunder vurderet risikofaktorerne, i november 2015. Emcon konkluderer, at økonomien er realistisk og baseret på valide nøgletal.
En letbane sikrer en hurtig, effektiv og CO2-venlig, kollektiv transport, som kan reducere trængslen på Ring 3. Derfor er vi 11 kommuner og Region Hovedstaden, som er fuldstændig enige om, at en letbane er det eneste rigtige til at transportere 14 millioner borgere om året til og fra arbejde og forbinde S-tognettet på tværs af hovedstadsområdet.
Vi har til sammen budgetteret med at finansiere 60 procent af de fire mia. kr. som det koster at anlægge letbanen og efterfølgende betale for driften. Og vi har allerede brugt 10 år og 400 mio. kr. på forarbejdet. Hovedstadens Letbane er nu så langt fremme, at vi kun mangler Folketingets vedtagelse af anlægsloven, for at kunne gå i udbud. Alle beregninger viser, at økonomien holder. Og skulle det mod forventning vise sig, at letbanen bliver for dyr, når resultaterne af udbuddet foreligger, kan vi stadig nå at stoppe projektet. Vi har brug for Letbanen, hvis København skal kunne konkurrere med metropoler som Hamborg, Berlin og Stockholm. Derfor har vi ganske enkelt ikke råd til at tabe letbanen på gulvet på grund af en tidligere COWI-medarbejders udokumenterede påstande. Anlægsloven bør vedtages hurtigst muligt og der er ingen grund til, at Folketingets medlemmer ryster på hånden, hedder det i udtalelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top