Gladsaxe får igen fast teater
Mungo Park kommer til at spille mindst 16 forestillinger i Gladsaxe

Gladsaxe har indgået en firårig aftale med teatret Mungo Park om at spille mindst 16 forestillinger årligt i kommunen fra 2017-2020. 1. april indsendtes ansøgningen til Statens Kunstfond om fornyelse af den firårige egnsteateraftale nemlig for Mungo Park. Denne gang altså med både Gladsaxe og Allerød Kommuner som samarbejdspartnere. Mungo Park fik bemærkelsesværdigt meget ros med ord som ”banebrydende scenekunst” og det ”kunstneriske niveau er særdeles højt”, da de for et par måneder blev evalueret af Statens Kunstfond, som et vurderingsgrundlag for fornyelsen.
Gennem flere år har Mungo Park arbejdet efter en strategi for udvidelse af teatret gennem indgåelse af nye kommunale samarbejder. Teatret har blandt andet haft samarbejder med Hillerød, Lyngby-Taarbæk og Herlev Kommuner. Men samarbejdet med Gladsaxe har været både mere omfattende og mere længerevarende end med nogen andre kommuner, blandt andet i kraft af kultursamarbejdet Kosmodrom. Det er det samarbejde, der nu formaliseres yderligere gennem indgåelse af en egnsteateraftale. Med 650.000 kr. ekstra fra Gladsaxe Kommune er der nu grobund for at skabe endnu mere kvalitetsteater for et endnu større publikum.
– Gladsaxe har taget rigtig godt imod os. Vi har tydeligt mærket, at det er en stolt
teaterby, som vi er kommet til. Folk kan simpelthen godt lide at gå ud og se teater eller musik, siger Mungo Parks direktør Martin Lyngbo.
Formanden for Kultur, Fritid og Idræt i Gladsaxe Kommune, Katrine Skov, er også begejstret over samarbejdet og udtaler: – Jeg er rigtig glad for, at vi laver en egnsteateraftale med Mungo Park. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Mungo Park igennem længere tid, som blandt andet har betydet, at vores borgere har kunnet opleve godt teater i lokalområdet. Med aftalen bliver det også muligt i de kommende år. Det håber jeg, at mange vil benytte sig af.

Fra Statens Kunstfonds evalueringsrapport om Mungo Park står bl.a.:
Teatret har solide organisatoriske og økonomiske rammer: En professionel og engageret ledelse og tilsvarende ensemble samt en velfungerende bestyrelse. Teatrets økonomi og økonomistyring er sund, med en meget høj egenomsætning fra især billetsalg. Ensemble- og repertoireformen udnyttes professionelt med udbytte for både kunstnerisk kvalitet, aktivitetsniveau og økonomi.
Teatrets kunstneriske niveau er særdeles højt; den kunstneriske vision om at forøge kvaliteten i det offentlige rum slår klart igennem i produktionerne. Fordelen ved et fast ensemble udnyttes meget aktivt – med eksperimenterende, grænseoverskridende og banebrydende scenekunst som udbytte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top